Hidsigt derby venter: Politiet forberedt på 'hændelser'
Der er lagt op til ballade mellem fansene i højrisikokampen mellem Brøndby IF og FC København.

Der er lagt op til ballade mellem fansene i højrisikokampen mellem Brøndby IF og FC København.

Politiet er klar til lidt af hvert på Vestegnen søndag.
Det mest sprængfarlige opgør i Superligaen står for døren.
FC København gæster Brøndby IF på Vestegnen. Og der har tidligere været meget ballade mellem fangrupperingerne.
Det har medført, at udeholdets fans adskillige gange de seneste år har været udelukket fra kampene.
Men denne gang kommer der 1500 FC København-fans med til Brøndby Stadion. Og Københavns Vestegns Politi er på klar på en travl søndag.
»Vi har fokus på, at der kan opstå hændelser frem til fodboldkampen søndag og er klar til at håndtere eventuelle udfordringer,« oplyser Københavns Vestegns Politi til B.T.
»Vi ser frem til, at både tiden op til fodboldkampen og selve kampdagen vil foregå i ro og orden.«
Og fangrupperingerne er allerede begyndt at varme op med provokationer mod hinanden.
Da FC København spillede pokalkamp i Vanløse tirsdag aften, kastede en flok ballademagere nemlig gule og blå røgbomber ind på banen.
Videoer fra stadion viser rasende FC København-fans, der spænede efter gerningsmændene - dog uden at få fat i dem, da de flygtede i bil.
Så der er altså lagt i kakkelovnen til et hedt møde mellem fangrupperingerne.
Brøndby IF tager imod FC København søndag kl. 14.