Endelig skete det igen, fristes man til at skrive.

En Manchester United-spiller har igen scoret et hattrick i Premier League.

Det er netop sket i kampen mellem Ole Gunnar Solskjærs drenge og Sheffield United.

Manden bag er Anthony Martial, der til forveksling i denne kamp kunne minde om en vis anden Andy Cole, som også tidligere bankede mål ind på stribe for United.

Netop Cole spillede dengang under den legendariske Sir Alex Ferguson, og vi skal præcis syv år tilbage under skottens ledelse for at finde en tidligere spiller, der har udført bedriften at score tre mål i samme Premier League-kamp. Senest gjorde Robin van Persie det.

3-0-føringen gjorde da også, at Solskjær lavede en femdobbelt udskiftning, så han kunne spare flere af sine spilleres kræfter frem mod næste kamp.

Flere mål blev der ikke scoret i kampen, og derfor kunne United tage tre sikre point.

Du kan se alle Martials mål i toppen af artiklen.