FCM fik en mareridtsstart mod Ajax, da de kom bagud i første minut.

Og det blev kun værre, da der var spillet 11 af slagsen. Her lagde Paulinho bolden tilbage til Mikkel Andersen, som bukkede sig ned og samlede den op.

Det må man som bekendt ikke, og dermed var der dømt indirekte frispark til Ajax. Hele situationen kan ses i toppen af artiklen.

Midtjyderne forsøgte at parkere bussen foran målet, men det var desværre for Brian Priskes mandskab ikke med succes, da det lykkedes for Tadic at hamre bolden i netmaskerne alligevel.

Dermed var de danske mestre bagud med 0-2 kort tid inde i første halvleg, og kommentatorerne var da også hårde i kritikken af Mikkel Andersen.

»Den er rigtig ærgerlig,« lød det fra Per Frimann, mens Niels Christian Frederiksen var langt mere klar i spyttet.

»Vi må bare sige, det har været amatøragtigt forsvarsspil de første 12 minutter,« sagde han generelt om midtjydernes start på kampen, inden Per Frimann også kaldte Mikkel Andersens aktion inden det andet mål for 'rigtig skidt og amatøragtigt'.

Anders Dreyer scorede efterfølgende til 1-2, hvilket også var det tavlen viste, da holdene gik til pause. Du kan følge aftenens kampe i Champions League lige her.