Nicki Bille er en person, der er stor opmærksomhed omkring.

Natten til lørdag var den så gal igen, da fodboldspilleren ifølge flere vidner var til en fest, hvor han i vrede sparkede til ting og kastede med en cykel.

Det er dog ikke helt et billede, Nicki Bille selv kan genkende, fortæller Ishøj IFs sportschef, Murat Kütük, der kort har talt med fodboldspilleren.

»Han siger, han er på vej ned fra en opgang, hvor cyklen holder lige foran døren. Han kan ikke komme ud, og da han åbner døren, vælter cyklen. Og så skulle han løfte cyklen men glider i den, og så falder han på røven i stedet for,« siger Murat Kütük til B.T. og fortsætter:

Nicki Bille var i retten tidligere i år.
Nicki Bille var i retten tidligere i år. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Så bliver han irriteret og tager cyklen og hiver den til side. Det er det. Han gled, og det kan jo ske,« siger Murat Kütük.

Det var til en fest på Frederiksberg, episoden udspillede sig. Et vidne, Caroline, bor i opgangen, hvor festen blev holdt, og tidligt lørdag morgen hørte hun larm fra lejligheden oven over.

Kort tid efter kom flere gæster - herunder fodboldspilleren - ned ad køkkentrappen.

»Han (Nicki Bille, red.) er tydeligt vred, og da han kommer ned i gården, vælger han først at sparke til døren ind til køkkentrappen, inden han sparker til en affaldscontainer og bagefter min cykel,« fortæller Caroline, der ikke ønsker sit efternavn frem. En gæst til festen har desuden fortalt, at Nicki Bille var 'meget fuld'.

Nicki Bille har selv fortalt til sportschefen, at han ikke har sparket til cyklen, men hvorvidt han havde drukket til festen, ved Murat Kütük ikke. For nogle uger siden fortalte Nicki Bille selv, at han var startet på antabus efter en hård periode med meget alkohol, ligesom han også flere gange har sagt, at det skal være slut med at havne i uheldige sager. Nu er det så sket endnu engang.

»Hvis det ikke var Nicki Bille, var man nok ikke havnet på forsiden af B.T.. Selvfølgelig er det da ærgerligt, og man skal passe på folks cykler. Dem har de brug for. Man skal ikke vælte rundt og glide rundt i cykler, det kan vi ikke have,« siger Murat Kütük.

Netop det faktum at Nicki Bille er den, han er, er noget, sportsdirektøren snakker med fodboldspilleren om.

»Vi er altid opmærksomme på, at der ikke skal meget til, så havner han på forsiden af aviserne. Det er lidt ærgerligt, for alle de gode ting han også laver i hverdagen, bliver ikke nævnt,« siger sportschefen.

Nicki Bille har tidligere spillet for blandt andre Esbjerg og Lyngby.
Nicki Bille har tidligere spillet for blandt andre Esbjerg og Lyngby. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Og fodboldspilleren selv mærker også den store opmærksomhed.

»Det siger han også selv. Ligeså snart der er en uheldig episode, kommer han på forsiden af avisen. Men altså, han har måske bare været lidt uheldig. Igen,« siger Murat Kütük, der tager nattens episode ganske roligt.

Sammen med resten af Ishøj-holdet er han gået på ferie, og planen er fortsat, at Nicki Bille skal være klar til januar, hvor det er meningen, han skal begynde at spille kampe.

»Han siger, han kører på. Han sender mig videoer og umiddelbart ser det meget fint ud. Han skal bare klø på,« siger sportschefen.