DBUs meget profilerede kvindekommission har hidtil forholdt sig totalt tavs i spørgsmålet om den nye landsholdsaftale, men nu træder de tre mest profilerede medlemmer af kommissionen, formandsskabet, endelig frem og opfordrer til at finde en løsning.

I et statement, som tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, Hummel-ejer Christian Stadil og prorektor Lykke Friis har sendt til BT, lyder det således:

»Vi er dybt bekymrede for, at der efter så lang tids usikkerhed, endnu ikke er fundet en løsning for rammerne for kvindelandsholdet. Den manglende aftale risikerer at ødelægge den fantastiske udvikling som landsholdet befinder sig i og som senest samlede hele nationen i sommer ved EM,« lyder det fra de tre kvindefodbold-interessenter.

De fortsætter:

»Hvis der ikke kommer en aftale snart vil der ikke være nogen vindere, kun tabere. Vi har de seneste par uger været i kontakt med mange af de involverede, inklusive spillerne, og eftersom der tilsyndeladende er sket fremskridt siden sidste forhandlingsrunde at det vanskeligt at forstå, at problemerne i forhandlingerne kan være så uoverstigelige, at de kan berettige det store tilbageslag for fodbolden, som en manglende aftale vil medføre.«

Opfordringen til fodboldkvinderne og DBU er klar og entydig:

»Vi opfordrer derfor indtrængende parterne til at genoptage dialogen og finde en løsning nu. Kvindelandsholdet og hele fodbolddanmark fortjener at kunne koncentrere sig om fodbolden. Hurtigt efter at der forhåbentligt er indgået en aftale er vi i Kommissionen klar til at præsentere vores bud på, hvordan kvinde- og pigefodbolden kan blive styrket yderligere i fremtiden.«