Odense Boldklub satser ikke på piger. Derfor fik Ann-Sophie Christensen pænt besked på at finde en anden klub til sin seksårige datter efter sommerferien, skriver hun på Facebook:

»Så kom dagen, hvor min 6-årige datter skulle begynde til fodbold nede i Odense Boldklub sammen med en håndfuld veninder... Men de var ikke velkomne efter sommerferien. Hvorfor? Fordi de er piger. (…) Forklaringen lød, at OB ikke satser på piger fra U8 (!) og op.«

Video-kilde: Citatvideo fra TV2/FYN distribueret af Ritzaus Bureau

En anden forælder skriver i tråden på Facebook, hvordan hun har haft præcis samme oplevelse i klubben:
»Vi kom derned og fik så meldingen - bemærk mens min datter stod ved siden af mig og lyttede - at de ikke havde plads til piger dernede, og at de i øvrigt ikke satsede på dem. Så der var ingen grund til vi var der. Jeg var i chok.«

Mangel på baner og omklædningsrum er ifølge formand for OB bestyrelse Claus Westerskov Eder forklaringen på, at OB ikke har et tilbud til piger.

»Vi er i gang med at få nogle flere baner, men det er endnu ikke helt på plads. Og så mangler vi omklædningsrum. Piger og drenge kan jo ikke klæde om sammen. Derfor har vi ikke gjort det store for at få pigerne til at spille i klubben,« siger han til B.T.

Gør i heller ikke noget for at få flere drengespillere i klubben?

»Lige nu har vi ikke faciliteterne til flere spillere, så derfor går vi heller ikke målrettet efter at få flere drengespillere.«

OB har tidligere haft pigefodbold  - også på eliteniveau. Men for nogle år siden brød kvindespillerne ud af klubben, fordi de ikke fik opbakning fra OB. Kvinderne dannede klubben Odense Q. I den forbindelse rykkede en del piger og kvinder med over i den nye klub, og de få, der var tilbage, rykkede til Dalum. Det er da også de to klubber, som OB i dag henviser pigerne til.

»Odense Boldklub har babyfodbold, U5 og U6, hvor piger og drenge spiller sammen. Vi har fortalt forældrene, når de starter på de hold, at vi ikke længere har et tilbud til pigerne, når de når over den alder. Der anbefaler vi dem Dalum, som har mange pigespillere eller Odense Q, som er gode til talenter,« siger Claus Westerskov Eder.

Han var ikke selv til stede ved episoden, som er beskrevet på Facebook, men han har talt med den træner, som var der. Og træneren er rystet efter skriverierne på Facebook.

»De fik at vide, at de gerne måtte træne med - også på onsdag, som er sidste træning inden sommerferien. Men efter sommerferien har træneren anbefalet dem, at de starter i Dalum, hvor de kan spille sammen med andre piger på samme alder, og hvor de sportsligt får mere ud af det i længden,« siger Claus Westerskov Eder.

Kan pigerne ikke bare spille sammen med drengene, når i ikke har plads til pigehold?

»Man må som pige gerne spille med sammen med drengene, men de får mere ud af at rykke til Dalum, hvor der bliver satset mere på pigefodbold.«

I 2016 følte 40 pct. af pigerne i undersøgelsen 'Pigernes stemme', at deres klub prioriterede drengene højere end pigerne. 2.000 pigespillere i alderen 13-16 år medvirkede i undersøgelsen.