Skuffelsen var ikke til at overse i Real Madrid-spillernes øjne onsdag aften, da de missede Champions League-finalen.

På nær hos superstjernen Eden Hazard.

For den 30-årige belgier så ikke ligefrem ud til at være trist over nederlaget til Chelsea. Faktisk jublede han nærmest sammen med sine gamle holdkammerater efter kampen.

En episode, som kameraet fangede kort efter slutfløjt, og som nu har sendt massiv kritik i retning af den belgiske verdensstjerne, som er blevet kritiseret i voldsom grad – både på de sociale medier og i flere internationale medier.

»Hans vittigheder efter kampen med de tidligere holdkammerater fra Chelsea … Denne dreng har ikke forstået, hvad Madrid er. Fornyelsen af Real Madrid skal starte med et øjeblikkeligt salg. Farvel,« skriver Tomás Roncero, der er chefredaktør for Madrid-avisen AS.

Det er dog ikke kun i Spanien, at Hazards vittigheder ikke faldt i god jord. Også hos den tidligere Liverpool- og Everton-spiller Don Hutchison, der er fodboldekspert hos BBC Radio 5, er belgierens manglende situationsfornemmelse blevet bemærket:

»Der var nogle bizarre billeder. Det er en semifinale i Champions League. Jeg ved, at de er venner, men jeg kan ikke forestille mig, at Cristiano Ronaldo havde forladt banen grinende. Jeg synes, det er underligt at se.«

Også på Twitter er Real Madrid-angriberen de seneste timer blevet et stort samtaleemne. Du kan se et udpluk af de mange vrede kommentarer herunder:

  • 'Jeg kan ikke forstå det. Jeg ved, han har spillet for Chelsea, men hvorfor det her? Det er hjerteskærende for mig at se som Real-fan.'
  • 'Det er respektløst over for den klub, der betaler hans løn hver uge.'
  • 'Hazard, der fejrer Chelseas sejr, er en skændsel. Især efter så skandaløs en indsats fra ham.'
  • 'Wow, hvad sker der? Det værste indkøb nogensinde.'

Det var ikke kun Hazards opførsel, der var genstand for kritik.

Efter opgøret slagtede Michael Laudrup stjernerne fra Real Madrid – og i særdeleshed træner Zinedine Zidane.

»Jeg er skuffet. Først og fremmest over det taktiske. Når man kan se, at det ikke fungerede for Real Madrid efter 10 minutter, og at Zidane så ikke går ind og ændrer. Det er skuffende,« forklarede den 56-årige superstjerne i TV3 Sports nedtaktsstudie.

Chelsea vandt onsdagens opgør, hvor danske Andreas Christensen spillede hele opgøret, da englænderne hev en 2-0-sejr hjem over den spanske gigant.

Dermed venter der en ren engelsk duel, når Manchester City og London-klubben spiller Champions League-finale 29. maj.