Eden Hazard havde nummer 10 i Chelsea, han har nummer 10 på landsholdet.
Sådan bliver det ikke i Real Madrid.
Her er det ærværdige nummer allerede optaget af en anden stjerne, Luka Modric.
Og sådan bliver det ved med at være.

»Jeg var i kontakt med Modric via Kovacic (Mateo Kovacic, der har været udlejet fra Real Madrid til Chelsea i den seneste sæson, red.), og jeg bad ham om at få nummer 10,« fortæller Eden Hazard i forbindelse med sin torsdags-præsentation i Real Madrid:
»Han sagde nej. Vi jokede lidt om det, og jeg synes ikke, at nummeret er så vigtigt.«
Endnu er det ikke sikkert, hvilket nummer Eden Hazard rent faktik vil få i Real Madrid. Hans nye hvide trøje var blank på ryggen under navnet ved torsdagens præsentation (det samme var i øvrigt tilfældet, da Luka Jovic blev præsenteret forleden).
Spanske medier som AS mener, at der er to rygnumre i spil: Nummer 7 og nummer 11.

I øjeblikket er de optagede af henholdvis Mariano og Gareth Bale - ingen af de spillere ser dog ud til at have en lys fremtid under træner Zinedine Zidane.
Så er fodboldkærlighedsaffæren mellem træneren og den nye store stjerne i klubben helt anderledes.
»Alle ved, at Zidane har været mit idol, siden jeg var barn. At han er træner her i Real Madrid var han en vigtig årsag til, at jeg kom hertil,« sagde Eden Hazard ved torsdagens præsentation.
Eden Hazard har tidligere spillet med nummer 26 (i Lille) og nummer 17 (da han lige kom til Chelsea) på ryggen i klubregi. På det belgiske landshold har han haft nummer 16 og nummer 7, inden han fik 10eren.