Hareides pensionstanker: 'Jeg går og frygter, at der bliver helt stille'

Han elsker den, men frygter også, når den en dag bliver permanent.

Stilheden. En oase i en hektisk hverdag som dansk landstræner. En ørken i et nyt liv uden næste adrenalinkick lige forude.

Åge Hareide ved stadig ikke, om han er klar til at tage den til sig, den dag Danmark ikke længere er med ved EM.

Den dag slutter nordmandens tid som dansk landstræner. Derfra slutter hans arbejde i DBU, og kontoret overlades til Kasper Hjulmand.

Hvad der skal ske med Åge Hareide, ved han endnu ikke.

Pensionen lurer som en mulighed, men den 66-årige nordmand har været knap så langsynet som DBU. Og de kommende måneder skal kun handle om én ting.

»Jeg har skubbet alle henvendelser fra mig for ikke at ødelægge mit hoved med det og begynde at tænke på det. Jeg vil kun tænke på EM. Jeg vil kun give et så godt aftryk som muligt,« siger Hareide og fortsætter med en indirekte målsætning:

»Jeg ved, jeg i hvert fald har syv kampe tilbage. Jeg vil have mere. Jeg vil have otte eller ni. Kan vi få det, er det fantastisk. Kan vi komme til Wembley, er det også bare fantastisk. Det må vi præsentere for spillerne. Jeg skal bare nyde den sidste tid. Og du kan kun nyde fodbold, når det går godt. Du kan ikke nyde det, når det går dårligt.«

Selv om du har sat det hele på hold, og du ikke vil høre om henvendelser, må du have gjort dig nogle tanker. Hvad skal der ske den dag, når det her job er overstået?

»Min kone regner ikke med at have mig gående derhjemme. Jeg ved det ikke selv. Jeg går nogle gange og frygter, at der bliver helt stille. At der ikke er kamp. Jeg vil sikkert have godt af det, men jeg vil savne adrenalinkicket.«

Og det er langtfra det eneste, som vil ramme den 66-årige nordmand, der har haft en hverdag i fodbold i 50 år.

»Jeg vil savne at stå på sidelinjen og være ansvarlig for det. Jeg er en social person, og jeg er glad for spillerne og de mennesker, jeg har omkring mig. Jeg kommer til at savne dem. Jeg vil savne hele atmosfæren. Det er svært, fordi jeg har levet på den måde i så mange år. Det vil være mærkeligt. Jeg frygter den del lidt,« siger Åge Hareide.

De seneste fire år har han som dansk landstræner skabt sig nye relationer. Til de danske profiler, der sammen med nordmanden har gjort det danske landshold overordentligt svært at slå i den periode.

Sådan noget knytter mennesker sammen. Også Åge Hareide og Christian Eriksen og Simon Kjær.

»Jeg har samme glæde ved fodbold i dag, som da jeg var barn og brugte alle mine timer på at spille i haven. Jeg har glæden ved at se Simon og Christian spille i Milano-derbyet. Jeg føler, at det er mine drenge, der spiller der,« siger Hareide og fortsætter:

»Når Martin Braithwaite går på banen i Barcelona, er det på mange måder min dreng. Det er fandeme fint, altså. Jeg bliver glad, hver gang en dansker gør det godt i udlandet. Jeg kender drengene så godt og ved, at de gør deres ypperste. Det er gode drenge.«

De drenge skal han forsøge at skabe noget ekstraordinært med hjemme i Parken, når Uefa kommer på besøg, og EM indtager København. Derefter er det slut med Hareide og landsholdsdrengene.

Men det er ikke nødvendigvis slut med Hareide og fodbolden.

»Det taler for, at jeg stadig føler mig frisk og rask – og har lyst til at være træner. Samtidig kan fornuften måske sige noget andet om, at det kan være logisk at tage det mere stille og roligt. Jeg er økonomisk uafhængig, så jeg har ikke det pres på mig i forhold til økonomi.«

»Så jeg står der ikke, fordi jeg er nødt til at stå der. Det er lysten, der driver værket. Samtidig har du ikke så lang tid på jorden. Jeg har været i fodbold i 50 år, og måske vil jeg have nogle år, hvor jeg kan gøre, hvad jeg vil.«

Når Åge Hareide reelt har kunnet gøre, hvad han ville, har han oftest stået på sin båd. Med en fiskestang i hånden og den komplette ro som soundtrack. I de momenter er stilheden hans ven.

»Jeg har nogle gange behov for den følelse af at slippe for at forholde mig til nogen som helst. Jeg skal som træner og leder konstant forholde mig til nogen. Den ro er vigtig at opsøge, og det gør jeg.«

Og han opsøger den oftest i den norske natur.

»Der er en stilhed. Fiskene taler ikke, så det er rart. Jeg har ikke radio eller noget med. Jeg ser bare på naturen. Pludselig kommer der en havørn, eller så kommer der en hval svømmende. Der er kun natur og stilhed. Jeg kan lide havet, for det er stille, men alligevel i bevægelse. Præcis som livet. Du kan være stille og rolig i livet, men det er i konstant bevægelse hele tiden.«

Det samme er Åge Hareides fodboldliv. I bevægelse – og i de kommende måneder i høj sø.

Men efter EM venter blikstille vand forude.

Og det er den, Åge Hareide ikke helt ved, hvad han skal gøre med.

»Jeg frygter mest stilheden. Ikke at skulle til fodbold. Så må jeg begynde at følge mit barnebarn. Jeg prøver at skubbe det fra mig, og så må det komme, hvis det kommer. Det er ikke sikkert, det kommer.«