Nicklas Bendtner og flere andre landsholdsspillere var i byen efter torsdagens landskamp mod Panama. De tog på den hotte natklub Arch i Nørregade i det centrale København for at fejre 1-0-sejren, hvilket BT afslørede tidligere i dag.

Og det var med landstræner Åge Hareides velsignelse, at sejren blev nydt på natklubben, hvor popsangeren Xander samme aften spillede.

Natklubben Arch havde på sin Facebook-side lagt et billede op med Nicklas Bendtner iført en Kanye West bomberjacket entrere natklubben. Det billede blev senere fjernet, men Åge Hareide nåede at se det og jokede da også om det på pressemødet inden landskampen mod Chile.

»Det er et chok for mig, at der er taget de billeder af Nicklas Bendtner,« sagde han med et grin og uddybede:

»Alle fik lov til at gå ud efter kampen. Vi satte rekord i torsdags med flest landskampe (12, red.) uden nederlag. Spillerne opførte sig eksemplarisk. Som man kunne se på tallene til træningen dagen efter, så var de ikke ude til sent,« siger Åge Hareide.

Er du også som landstræner glad for at se, at de her landsholdsdrenge er virkelig gode venner, og hvad betyder det for dig?

»Det betyder enormt meget. Det er altafgørende, at der ikke er dårlig kemi, og folk ikke tackler konkurrence på en forkert måde. Spillerne er fantastiske og konkurrerer hårdt om pladserne, men de er gode venner og er gode til at hygge sig. Jeg tror, at hvis holdet kan formå at holde sammen ved at hygge sig uden at lave ugerninger, er det meget, meget positivt for moralen. Nu har vi været sammen i noget tid, og det er tydeligt at mærke, at der er en rigtig god stemning. Alle vil spille. Og allerhelst fra start.«

Gør du noget aktivt for at skabe det her sammenhold?

»Nej, de fik fri efter kampen. Jeg har selv været spiller, og man kan blive syg af at sidde indespærret på et hotel lige efter en kamp. Alle har disciplin på det her hold. Der er absolut ingen problemer. Jeg er faktisk meget imponeret af de danske spillere over deres professionalisme. Når jeg tager rundt i Europa og taler med de forskellige trænere, siger de alle, at de er tilfredse med de danske spillere. Det er jeg glad for.«