Ikke mere dansk landshold. Ikke flere testkampe. Intet EM.
For Åge Hareide er den danske landstrænergerning slut før tid – og uden at få det store klimaks med. Nu er han reelt i tvivl om, hvorvidt han overhovedet vil sætte sig ned og se slutrunden næste år.
»Det er klart, når der bliver fløjtet i gang i 2021 i et fyldt Parken, så vil følelserne bruse op igen. Så må jeg se, om jeg orker at se det,« siger den nu tidligere danske landstræner i et interview med Euroman.
Coronapandemien har sat et tidligt punktum for nordmandens virke.
Alle de opgaver i 2020 er forsvundet: testkampene mod England, Færøerne, Sverige og Norge. Samt EM-slutrunden på hjemmebane i København.
Han fortæller til Euroman, at tvivlen om, hvorvidt han vil se med næste år, bunder i, at 'det kan blive hårdt'.
Han siger videre, at han håber på, at 'mange af de drenge, jeg har haft på landsholdet, kommer til at spille', og han reelt kun havde et par pladser åbne til den trup, han skulle have udtaget til sommerens store fodboldbegivenhed.
Når EM spilles næste år, bliver det i stedet Kasper Hjulmand, der som dansk landstræner vil stå i spidsen for det danske landshold. Det har længe ligget fast, at han skulle overtage landsholdet på den anden side af 2020-sommeren.

Åge Hareide har tidligere sagt om sin tidlige afsked med det danske landshold.
»Jeg kunne lidt se, hvor det bar henad, og det er selvfølgelig ærgerligt ikke at kunne sige farvel med en landskamp på dansk jord foran vores fantastiske fans. Situationen lige nu er helt speciel og meget alvorlig, og i det store billede er jeg ikke vigtig,« lød det fra nordmanden i begyndelsen af april:
»Der er mennesker, som mister deres arbejder og mister deres kære, og mennesker, som dør. Det er det, jeg tænker på, frem for alt andet.«
I de sidste 34 kampe med Åge Hareide som landstræner var det danske landshold ubesejret (i ordinær spilletid). Han tiltrådte i jobbet i foråret 2016.