Den argentinske stjerneangriber Sergio Agüero er kommet i massiv modvind efter lørdagens opgør mod Arsenal.

Under kampen tog han nemlig fat om skulderen på den kvindelige linjedommer Sian Massey-Ellis, da han var uenig i en kendelse. Og det har fået flere op af stolene.

Det hele udspillede sig kort før pausefløjt, da linjedommeren hævede flaget og dømte indkast til Arsenal – en kendelse, der bestemt ikke faldt i god jord hos Agüero.

I første omgang forsøgte han med ord at overbevise Massey-Ellis om, at hun tog fejl, men det gav hun ikke meget for. Hun begyndte hurtigt at gå væk fra stjernen, der greb fat om skulderen på hende. Linjedommeren fik dog hurtigt skubbet hånden væk og bevægede sig væk. Se episoden i videoen øverst i artiklen.

Ifølge reglementet skal en spiller straffes, hvis vedkommende rører ved en dommer, og et hav af fans fløj da også til tasterne for at kritisere den målfarlige City-angriber, der ikke fik en advarsel for hændelsen.

Her pointerer flere, at handlingen er over grænsen, og at det aldrig ville være sket, hvis der var tale om en mandlig linjedommer.

Efterfølgende var Manchester Citys manager, Pep Guardiola, ude for at nedtone episoden.

»Come on. Sergio er den rareste person, jeg nogensinde har mødt. Kig efter problemer i andre situationer – ikke i denne,« sagde han ifølge Sky Sports.

Manchester City besejrede Arsenal 1-0 på en scoring af Raheem Sterling.