Det var en grædefærdig Neymar, der slukøret måtte gå forbi Champions League-trofæet søndag aften.

For Bayern München viste sig endnu en gang som en velsmurt maskine, da tyskerne vandt finalen med 1-0.

Nederlaget er et hårdt slag for Paris Saint-Germain, der har investeret astronomiske summer i spillertruppen de seneste 10 år. Heriblandt købet af Neymar som verdens dyreste fodboldspiller.

Men på trods af det prædikat er det bestemt ikke sikkert, at den brasilianske fodboldmagiker kommer til at vinde det eftertragtede trofæ i den franske storklub.

28-årige Neymar kunne ikke holde tårerne tilbage efter søndagens finalenederlag.
28-årige Neymar kunne ikke holde tårerne tilbage efter søndagens finalenederlag. MATTHEW CHILDS

Faktisk peger Preben Elkjær og Jesper Grønkjær på, at det nok ikke kommer til at ske, så længe Neymar befinder sig i Paris.

»Det er en kæmpe skuffelse for Neymar. Jeg tror også godt, at han ved, at det ikke er mange chancer, man får for at komme i finalen,« sagde Preben Elkjær i Champions League-studiet efter kampen.

Den danske fodboldekspert blev herefter bakket op af kollegaen Jesper Grønkjær, der heller ikke tror på europæisk succes for Neymar i PSG-trøjen:

»Jeg tror ikke, han kommer til at få det (Champions League-trofæet, red.) i Paris.«

I videoen øverst kan du høre eksperter diskutere, hvorvidt en æra er forbi i den franske storklub.