Den brasilianske fodbold-superstjerne Neymar måtte endnu en gang sande, at heller ikke denne sæson skulle det lykkes Paris Saint-Germain at vinde det Champions League-trofæ, den gigarige franske klub sådan higer efter.
Og efter aftenens 0-1-nederlag til FC Bayern i finalen i Lissabon lod Neymar følelserne få frit løb.
Tårerne trillede ned ad kinderne på brasilianeren, der blev trøstet af både modstandere, holdkammerater og træner.
Men hvis han i omklædningsrummet griber mobilen og leder efter sympati på de sociale medier, går han i den grad forgæves.

For her hygger man sig gevaldigt over Neymars tårer. En hurtig tur på Twitter giver masser af eksempler på dette. Herunder et par stykker:
Intet er bedre end at se den lille rotte græde
Neymar græder? Skyd det direkte ind i mine årer
Neymar, der græder – det er hans bedste aktion i hele kampen. Hvor mange spillere kan græde som ham. Verdensklasse-tårer fra brasilianeren.
Det er den slags 'content', jeg elsker at se...Neymar, der græder igen, efter at han har prøvet at snyde dommeren hele aftenen. Han gjorde absolut intet rigtigt i den største kamp i klubbens historie.
At se Neymar græde bringer glædestårer i mine øjne.
Neymar er et yndlingsoffer for fodboldfans på de sociale medier – og det er primært på grund af hans teatralske opførsel, når der bliver begået frispark mod ham.
Det blev i øvrigt den tidligere PSG-spiller Kingsley Coman, der blev matchvinder i aftenens kamp – og han sikrede dermed Bayern München klubbens sjette Champions League-triumf.