Selv hvis krisen mellem sportsdirektør Erica Abidal og superstjernen Lionel Messi skulle være løst internt i klubben, har det alligevel givet ridser i lakken i Barcelona.
Det vurderer den tidligere franske landsholdsspiller – og Barcelona-spiller – Christophe Dugarry.
I sit program på den franske radiostation RMC langede han torsdag kraftigt ud efter den spanske storklub efter en offentlig kontrovers mellem Abidal og Messi.
'Duga', som han kaldes, er uforstående over for Barcelonas ageren i de seneste år og frygter for klubbens fremtid i toppen af spansk fodbold, når Messi engang stopper med at spille fodbold. Sammen med de seneste dages skriverier om Abidal og Messi, er dommen hård.

»Det er en klub fyldt med klovne. Alt i klubben bliver gjort bagvendt, og du har en fornemmelse af, at der intet projekt er i klubben,« siger han, mens han siger, klubben har et dårligt image.
Kontroversen mellem Abidal og Barcelona-spillerne, anført af Lionel Messi, startede 4. februar, da Abidal gav et interview til spanske Sport.
Her forklarede han, at man var begyndt at overveje en fyring af den nu fyrede Ernesto Valverde allerede efter El Clásico den 18. december. Her kritiserede han også spillerne.
Det fik Lionel Messi til at reagere med et opslag på Instagram, hvor han kommenterede på Abidals ord.

'Spillere skal tage ansvar for, hvad der sker på banen. Vi er de første, der erkender, når det ikke går godt. De, der er ansvarlige for den sportslige ledelse, skal også stå til ansvar og i høj grad tage ansvar for deres egne beslutninger,' skrev Lionel Messi blandt andet.
Ordkrigen skulle ifølge flere spanske medier have kostet Eric Abidal en tur på Barcelona-præsident Josep Maria Bartomeus kontor.
Mødet skulle være endt med en løsning, men tilbage står et ændret billede af den interne tilstand i FC Barcelona.
Christophe Dugarry spillede 55 landskampe for Frankrig. Angriberen var i sin karriere forbi klubber som Bordeaux, AC Milan, Barcelona og Marseille. Han scorede otte mål for Frankrig.