Signerede trøjer fra Christian Eriksen, Martin Braithwaite, Erling Håland, og Kasper Schmeichel. Én times træning med Ståle Solbakken og andre fra FCK. Online-sessions med nogle af de danske landsholdsspillere.

Det var blot nogle af de ting, der kunne bydes på, da Fodboldfonden i samarbejde med auktionshuset Bruun Rasmussen kunne udlodde en række fodboldoplevelser, unikke fodboldting, smykker og gourmetoplevelser.

Og særligt de signerede fodboldtrøjer var et hit hos de vågne danskere, der har sendt nogle store bud afsted. Andreas Cornelius' trøje blev solgt for 9.000 kroner, Martin Braithwaites for 11.500 kroner og Christian Eriksens trøje samt fodboldstøvler blev solgt for 17.000 kroner.

Selv om den danske midtbanekriger var i høj kurs, var han dog ikke den mest populære ved auktionen.

Erling Håland er en af de fodboldspillere, der har givet en trøje til auktionen - og den var populær.
Erling Håland er en af de fodboldspillere, der har givet en trøje til auktionen - og den var populær. Foto: FRIEDEMANN VOGEL
Vis mere

Det var i stedet en 19-årig mand fra Norge. Erling Hålands Dortmund-trøje blev nemlig solgt for intet mindre end 20.000 kroner. Den er signeret af stjerneangriberen, som har taget Bundesligaen med storm, og inden coronakrisen var på rigtig manges læber.

Trøjen, der blev udbudt på auktionen, var den, han bar i kampen mod Schalke den 16. maj, mens den solgte Christian Eriksen-trøje var den, han bar i sin første pokalkamp for Inter, da de slog Fiorentina i slutningen af januar.

Derudover blev en træning med Ståle Solbakken, Viktor Fischer og andre FCK-spillere solgt for 6.500 kroner, mens en heldig person, der bød 14.500 kroner, kan se frem til en halv times virtuel personlig træning med Christian Eriksen.

I alt var der 45 ting, der blev udloddet, og langt de fleste blev solgt på auktionen.

Stine Schmeichel (th.) som er gift med Kasper Schmeichel var en af dem, der i 2017 stiftede 'Fodboldfonden'.
Stine Schmeichel (th.) som er gift med Kasper Schmeichel var en af dem, der i 2017 stiftede 'Fodboldfonden'. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det er Kasper Schmeichels kone, Stine Schmeichel, der er medstifter af Fodboldfonden, som blev stiftet i 2017.

Derudover er Christian Eriksens kæreste, Sabrina Kvist Jensen, samt Thomas Delaneys kæreste, Michelle Jensen, også med i bestyrelsen.

Fonden har til formål at sætte fokus på børnefattigdom og ikke mindst hjælpe udsatte børn og deres familier.

Alle indtægter fra auktionen, der blev afholdt online 2. juni, går ubeskåret til Fodboldfondens arbejde for fattige og udsatte børn og familier i Danmark.