Den danske landsholdsspiller Christian Gytkjær har fundet sig en ny klub. Det tyder alt i hvert fald på. Og det er ikke en hvilken som helst italiensk klub, danskeren er på vej til.
Gytkjær er angiveligt blot timer fra at sætte sin underskrift på en kontrakt med Serie B-klubben Monza. Det skriver flere italienske medier, og ifølge B.T.s oplysninger skulle den være god nok.
Transfermediet Gianluca de Marzio spottede danskeren i Italien tirsdag, og de skriver yderligere, at han onsdag skal gennemgå lægetjek, inden han skriver under på en toårig kontrakt.
Og den italienske klub, der netop er rykket op i Serie B, ejes af ingen ringere end Silvio Berlusconi, den tidligere italienske premierminister og ejer af AC Milan.
Den kontroversielle italienske rigmand stemplede i 2018 ind med klare visioner og en stram politik til sine spilleres fysiske fremtræden.
For lige knap to år siden overtog Berlusconi den daværende Serie C-klub lidt nord Milano, og han rykkede ind med en klar ambition om Serie A og en – vil nogen mene – alternativ holdning til, hvordan Monzas spillere skulle være og se ud. Eller måske snarere ikke se ud.
Ingen tatoveringer, intet skæg og ingen ekstravagante frisurer. Sådan lød den klare holdning fra den 83-årige rigmand, da han overtog klubben.
»Håret skal være ordentligt. De (spillerne, red.) må ikke have skæg, de må absolut ikke have tatoveringer, og de må ikke bære øreringe,« fortalte Berlusconi i 2018.

Men allerede dengang kunne klubbens sportsdirektør, Filippo Antonelli, godt se de potentielle udfordringer i at stille så skrappe krav til fodboldspilleres fysiske fremtæden, da fodboldspillere, tatoveringer og eksperimenterede frisurer nærmest går hånd i hånd.
Klubbens træner, Cristian Brochi, har selv tatoveringer, og tager man et kig på holdkortet, er der da også både skæg og tatoveringer at spotte.
Ud over spillernes fysiske fremtræden havde Berlusconi, da han købte klubben, en klar vision om, at holdets kerne skulle bestå af italienske spillere.
Christian Gytkjær skiftede i 2017 til polske Lech Poznan, og hans kontrakt med klubben udløber denne sommer. Han sluttede sæsonen af som topscorer med 24 mål.