Transferdramaet omkring Pione Sisto har fået danske fodboldfans til at spærre øjnene op.

Og hos flere eksperter er det da heller ingen undtagelse, da magtkampen om landsholdsspillerens underskrift har trukket overskrifter dagen igennem.

Derfor var sagen da også en del af optakten til FC Midtjyllands kvalifikationskamp mod bulgarske Ludogorets i TV3 Sports studie onsdag aften, hvor kanalens eksperter satte ord på én af de største danske transfersagaer i nyere tid.

»Jeg forstår det ikke helt,« indleder Jesper Grønkjær snakken om Sistos ageren i sagen, inden han peger på, at FC København i mange år har været garant for europæisk fodbold samt store salg af spillere til udlandet:

Foto: MATTHEW CHILDS
Vis mere

»Og nu tænker jeg hverken i økonomi eller i privat sammenhæng, men dér, hvor det vil være mest sikkert i forhold til også at skabe noget karriere, så gælder det - med al respekt for FCM - også om at komme et sted hen, hvor det er 'proven business'.«

Jesper Grønkjær forklarer videre, at det vil være en kæmpe bet for Ståle Solbakken, hvis Pione Sisto ender med at skifte til de danske mestre.

Noget, som Stig Tøfting ligeledes er enig i:

»Det virker for mig, som om Sisto har brugt FCK som løftestang i denne her sag. Måske har han kigget for meget på sig selv og sagt: 'Det gavner mig, hvis begge klubber vil have mig, og så går jeg efter den, der vil betale den største pose penge'.«

Tidligere i dag kunne B.T. afsløre, hvordan FCM forsøgte at stjæle Pione Sistos underskrift i sidste øjeblik for øjenene af FCK ved at give den 25-årige dansker et attraktivt økonomisk tilbud.

Efterfølgende ønskede Pione Sisto yderligere betænkningstid, men den beslutning var blandt andet med til at gøre, at FCK onsdag afbrød forhandlingerne med den danske fodboldspiller.

Du kan følge kampen mellem FC Midtjylland og Ludogorets i LIVE-bloggen HER.

I videoen øverst kan du høre eksperterne diskutere hele dramaet omkring Pione Sisto.