Thomas Delaney, Yussuf Poulsen og Simon Kjær meldes klar til EM-kvartfinale efter at have været på skånekost. Men de er klar til Baku-braget mod Tjekiet.
Der er ingen skadede danske spillere forud for lørdagens EM-kvartfinale mod Tjekkiet.
Sådan lyder den opmuntrende melding fra landstræner Kasper Hjulmand på et pressemøde i Baku, efter at flere danske profiler har været mærket siden sidste uges ottendedelsfinale mod Wales.
»Truppen er klar. Der er selvfølgelig en træning endnu, men som det er lige nu, så er alle med i træningen, og der er ikke nogen, som kun er med i dele af den. Vores sundhedsstab har meldt alle klar i dag,« siger Hjulmand fredag eftermiddag.

Undervejs i løbet af ugen har midtbaneslideren Thomas Delaney, angriberen Yussuf Poulsen og anfører Simon Kjær været på skånekost.
Daniel Wass har skullet komme tilbage efter at have misset ottendedelsfinalen mod Wales med sygdom, og Andreas Cornelius humpede ud af landsholdets træning i onsdags.
Kasper Hjulmand afviser dog, at han har uvant mange bekymringer om den fysiske tilstand i den danske trup forud for den første danske kvartfinale ved en slutrunde i 17 år.
»Det har ikke været specielt svært at håndtere. Det er helt naturligt, at der altid er et eller andet at forholde sig til.«
»Vi har haft en god lang uge, hvor vi slikkede sårene lidt i de første par dage, og de seneste dage er alt gået, som det skulle«, siger Kasper Hjulmand.
Torsdag kunne Yussuf Poulsen fortælle, at han efter at have døjet med en baglårsskade næppe ville være i stand til at spille meget mere end 60 minutter.
Spørgsmålet er så, om det skal være fra start eller undervejs i kampen, at Poulsen skal bruges. Det svar holder landstræneren tæt til kroppen.
»Det vil være meget mærkeligt, hvis jeg siger, hvad jeg tænker om det. Hvordan vi gør med Yussuf og alle mulige andre, må vi se i morgen (lørdag, red.),« siger Hjulmand.
/ritzau/
