Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
De engelske fodboldfans er blevet kritiseret verden over, fordi de buhede under den tyske nationalsang, da de to gamle rivaler mødte hinanden på Wembley i 1/8-finalen tirsdag.
Fredag nåede kritikken også ind i B.T.s podcaststudie, da skuespilleren Cyron Melville og Berlingske-journalisten og tidligere professionel fodboldspiller Martin Borre var gæster i Fodbold FM.
De to svarede helt entydigt på, om man må råbe og buhe under en modstanders nationalsang.
»Nej. Det synes jeg ikke. Det er dét øjeblik, man viser respekt. Jeg ville blive så pinlig berørt, hvis et hold kom til Parken, og danskerne buhede. Det ville være uværdigt, og det er ikke dér, at man gør det,« siger Cyron Melville.
»Til gengæld må man gerne banke holdet så godt, som man overhovedet kan i fodbold, men jeg synes, at man skal vise respekt under nationalsangen,« siger Cyron Melville.
Skuespilleren Cyron Melville, der blandt andet har spillet Brian Laudrup i filmen 'Sommeren '92', fik opbakning af podcastens anden gæst, Martin Borre.
»Man kan vinde fodbold på mange måder, men det er langt federe at gøre det med klasse og stil. At buhe ved en nationalsang er ikke klasse og stil. Det er det modsatte. Det er bøvet, og det er svagt. Det er totalt no-go,« siger Martin Borre.
England spiller lørdag kvartfinale ved EM mod Ukraine. Kampen bliver spillet i Rom, og det er første gang under EM-slutrunden, at England ikke spiller på deres egen hjemmebane, Wembley.
Hvis England slår Ukraine ud lørdag, vender de hjem igen. Her venter en semifinale på Wembley, hvor englænderne får mulighed for at buhe ad den danske eller tjekkiske nationalsang afhængig af, om de danske drenge slår tjekkerne ud lørdag i Baku.
Du kan høre hele podcasten, hvor vi også snakker om varmen i Baku, om landsholdsminder og om Pierre-Emile Højbjerg. Hør podcasten herunder eller i din podcast-app.