Pierre-Emerick Aubameyang rejser hjem uden at have spillet et eneste minut ved Africa Cup of Nations.

Gabons fodboldlandshold må klare sig uden holdets store stjerne Pierre-Emerick Aubameyang i den resterende del af Africa Cup of Nations.

Den 32-årige Arsenal-angriber har døjet med hjerteproblemer, efter at han for nylig har været smittet med coronavirus.

Gabons Fodboldforbund meddelte i sidste uge før et opgør mod Ghana, at Det Afrikanske Fodboldforbund ikke turde tage nogen chancer med Aubameyang, og beskrev hans problem som »hjertelæsioner«.

Den store angriber har derfor ikke været involveret i Gabons to første gruppekampe, hvor det dog er blevet til fire point.

Holdkammeraterne Axel Meye og Mario Lemina har heller ikke været på banen ved Africa Cup of Nations, efter at de ligesom Arsenal-stjernen har været smittet med coronavirus.

Gabons Fodboldforbund oplyser, at Aubameyang vender hjem til sin arbejdsgiver i London. Også midtbanespilleren Mario Lemina forlader landsholdslejren og vender retur til franske Nice.

Gabon møder tirsdag Marokko, og med blot uafgjort er holdet sikker på avancement til knockoutfasen.

/ritzau/