Tre medarbejdere i det bedemandsfirma, der klargjorde Maradonas lig før begravelsen, er blevet fyret efter at have taget billeder af liget.

Først var det sikkerhedsvagten Diego Molina. Og nu er yderligere tre mænd blevet fyret. Det drejer sig om Claudio Fernández og hans sønner, Ismael og Claudio, der nu modtager dødstrulser.

Det fortæller Fernández ifølge AP.

Billederne begyndte at florere på de sociale medier, og firmaet, der ligger i bydelen La Paternal i Buenos Aires, hvor Maradona startede sin karriere, tog konsekvensen og fyrede alle mand.

På et af billederne står Fernández med en af sine sønner ved siden af liget og giver to tommelfingre i vejret til kameraet.

»Det skete pludseligt. Jeg kiggede bare op, min søn gjorde som enhver på 18 år,« siger han til radiostationen Radio Diez.

Maradona fik sin debut i 1976 for klubben Argentinos Juniors, der hører til i La Paternal. Og her tager man billederne meget alvorligt.

»De kender mig. Jeg er fra nabolaget. De siger, de vil slå os ihjel, knække vores hoveder,« siger han om truslerne, der kommer fra folkene i området.

Fernández er også medlem af klubben, som lige nu overvejer, om man vil fratage ham medlemskabet efter billederne.

Maradona døde onsdag 60 år gammel. Han blev allerede begravet torsdag, hvor det kun var den nærmeste familie, der var til stede. Inden da havde mange tusinder fans sagt farvel til ham, da hans kiste lå til offentlige skue i præsidentpaladset.

Der var dog så mange, der gerne ville se ham, at det også kom til kampe mellem Maradona-fans og politiet.

Flere tusinde fulgte også hans sidste rejse fra vejkanten, da han blev kørt til kirkegården.