Det vrimler med danskere i Brentford, og nu kommer der én mere.
På sin hjemmeside skriver Premier League-klubben, at Mathias 'Zanka' Jørgensen er ny Brentford-spiller efter at have skrevet under på en etårig kontrakt.
Den indeholder desuden en option på endnu et år, som Brentford kan udnytte.
31-årige 'Zanka' har senest været at finde i tyrkiske Fenerbahce, hvor han i sidste uge fik sin kontrakt ophævet. Han skifter dermed til Brentford på en fri transfer.

London-klubben har danske Thomas Frank som cheftræner og adskillige danskere i truppen, herunder blandt andre Mathias Jensen og Christian Nørgaard.
Der har i løbet af sommeren været en flirt mellem 'Zanka' og hans tidligere klub FC København, hvor han var lejet ud i sidste sæson, men da Fenerbahce og den 31-årige forsvarer skiltes i en ophævelse af kontrakten sidst i transfervinduet, var københavnerne ude af billedet.
De to parter kunne ikke finde frem til en økonomisk løsning for en aftale, og i stedet for at vende hjem til Danmark og København med sin gravide kæreste, tager Mathias 'Zanka' Jørgensen nu en tørn mere i udlandet - og endnu engang i England.
Mathias 'Zanka' Jørgensen har tidligere gjort sig i Englands bedste fodboldrække. Fra 2017 til 2019 spillede han for Huddersfield i Premier League, som dog efterfølgende er rykket ned.
»Vi er glade for, at vi kan styrke vores hold og få en erfaren spiller med topkvalitet ind i gruppen. Det var især vigtigt, efter at Mads Bech pådrog sig en skade,« siger Thomas Frank på Brentfords hjemmeside.
'Zanka' var med i den danske trup ved sommerens EM-slutrunde, men var ikke udtaget til Danmarks seneste VM-kvalifikationskampe. I alt er han noteret for 35 optrædener på landsholdet.
Ud over Fenerbahce og Huddersfield har "Zanka" spillet for FC København i flere omgange - senest i sidste sæson på en lejekontrakt - samt hollandske PSV Eindhoven og tyske Fortuna Düsseldorf.
/ritzau/