En af verdens mest sagnomspundne og mytiske arenaer får nyt navn.

Det argentinske fodboldgeni Lionel Messi og resten af FC Barcelona skal nemlig til at spille på et græstæppe, der ikke bare kaldes Camp Nou.

Sådan skriver den catalanske storklub på sin hjemmeside, hvor det fremgår, at bestyrelsen har »godkendt afgivelsen af rettighederne til navnet Camp Nou til 2020-2021-sæsonen til Barça Foundation.«

Og det er der én ganske særlig grund til.

Ifølge FC Barcelona kan der sidde 99.354 tilskuere på Camp Nou, hvilket gør det til Europas største station.
Ifølge FC Barcelona kan der sidde 99.354 tilskuere på Camp Nou, hvilket gør det til Europas største station. Foto: PAU BARRENA
Vis mere

Pengene skal gå til et velgørende formål, der påvirker hele verden i øjeblikket: Bekæmpelsen af corona-virus.

Idéen er at »rejse penge til at investere i forskning i Catalonien og resten af verden, som er involveret i at kæmpe mod effekterne af covid-19,« skriver klubben endvidere.

Herfra vil klubbens kommercielle afdeling give sig i kast med at finde en sponsor, som vil erhverve sig rettighederne til stadionnavnet til den kommende sæson for så at sende pengene videre til forskning.

Det fremgår dog også af klubbens hjemmeside på lettere kryptisk vis, at indkomsten fra navneændringen skal deles sådan, at »en del går til et projekt i forbindelse med covid-19, som er drevet af klubbens sponsorer, mens resten bliver delt ud til andre projekter, som drives sideløbende.«

Camp Nou er ifølge klubben selv Europas største stadion.

I alt er der plads 99.354 tilskuere på Camp Nou.

Det er første gang nogensinde, at stadionnavnet sættes til salg.

Camp Nou har været hjemmebane for FC Barcelona siden 1957.