»Jeg føler ikke, det er sundt at blive afhængig af et tal.«
Sådan fortæller Rio Ferdinands kone, Kate, til OK Magazine. Hun vejer sig aldrig, for hun bliver afhængig af ting. Det ligger til hendes personlighed, fortæller hun.
Og i forhold til træning og fitnesscentre har det været meget slemt.
»Jeg bliver afhængig af alting. Det var ude af kontrol på et tidspunkt. Der følte jeg, at hvis jeg ikke kom afsted (til træning, red.), så ville det blive en dårlig dag. Nu kan jeg styre det langt bedre,« fortæller Kate Ferdinand, der tidligere hed Wright til efternavn.
Og det er ikke kun i forhold til træning, hun fortæller om sin afhængighed. Den viser sig på mange forskellige måder - også i forhold til, hvad hun spiser.
»Jeg har en personlighed, hvor jeg bare bliver afhængig. Lad os for eksempel sige, jeg spiser æg. Så spiser jeg dem hver dag i fire måneder, og så spiser jeg dem ikke igen. Og jeg har ikke spist det et halvt år, og jeg kan ikke lide æg,« fortæller Kate Ferdinand.
Sammen med manden, den tidligere fodboldspiller Rio Ferdinand, er hun lige nu aktuel i tv-dokumentaren 'Rio and Kate: Becoming a stepfamily,' hvor de lukker seerne helt tæt på.
Her fortæller de meget ærligt om deres liv, og Kate Ferdinand har været meget ærlig omkring, at det var hårdt at komme ind i familien. Hun græd hver dag i et år, fordi det var så svært.
»Det eneste, jeg ville, var at være der for ham, gøre hans børn lykkelige og være så hjælpsom som overhovedet muligt. Jeg opsagde mit arbejde. Jeg ville gøre alting rigtigt. Men jeg kunne ikke finde ud af at lave mad. Jeg blev ved med at gøre noget forkert. Såsom at glemme gymnastiktøjet til børnene eller misse en e-mail fra en af deres lærere,« har hun fortalt i programmet.
Rio Ferdinand mistede sin kone Rebecca til kræft i 2015.
Med hende fik den tidligere Manchester United-stjerne tre børn – sønnerne Tate og Lorenz samt datteren Tia.
Han blev gift med Kate i 2019, og de har begge fortalt, hvordan det at lave dokumentaren var med til at redde deres forhold.