Jermaine Pennant var i mange år en Premier League-profil og på et tidspunkt anset som et af Englands største talenter.

Men hans hårde barndom og ungdom fulgte ham ind i fodboldkarrieren, der aldrig blev, som mange havde forudset. I stedet for at blive solgt til Real Madrid, som på et tidspunkt var interesseret, endte Jermaine Pennant med blandt andet at sidde i fængsel - og han nåede at spille kampe med en fodlænke.

»Jeg ignorerede den bare. For at være ærlig kunne jeg slet ikke mærke den, fordi vi polstrede den ind i. Den var dog lidt svær at ignorere, når jeg kiggede ned på min ankel, og den var dobbelt så stor som den anden. Fansene var også efter mig, men det var helt okay,« siger Jermaine Pennant i et stort interview med fodboldmagasinet FourFourTwo.

Jermaine Pennant var den første spiller nogensinde til at spille med fodlænke i den bedste engelske række. Det gjorde han tilbage i 2005, da han var udlejet fra Arsenal til Birmingham og netop var blevet løsladt fra fængsel efter en dom for spirituskørsel.

Jermaine Pennant ankommer til det britiske tv-show 'Celebrity Big Brother' tidligere i år. 
Jermaine Pennant ankommer til det britiske tv-show 'Celebrity Big Brother' tidligere i år.  Foto: HENRY NICHOLLS
Vis mere

31 dage sad Jermaine Pennant i fængsel, inden han blev løsladt og var klar til at spille med en fodlænke. Og det var ikke et sted, han ønskede at komme tilbage.

»Det var ikke noget rart sted, men da jeg først var der, var det ikke så skræmmende, som jeg havde regnet med. Det handlede mere om kedsomheden, og hvordan jeg fik tiden til at gå. Jeg havde meget tid til at tænke over mine synder,« siger Pennant.

I fængslet nåede han at spille for fængslets eget fodboldhold, og han måtte hoppe over den ene flyvende tackling efter den næste for at beholde sine ben. Det var en hård tid, men det kom også efter en hård barndom.

Faderen var ifølge Jermaine Pennant selv nemlig heroinmisbruger, og hans mor forlod ham som treårig. Derfor voksede Pennant op i et hårdt kvarter, hvor han blandt andet så skud blive affyret mod genboen en nat.

Jermaine Pennant som helt ung i Arsenal.
Jermaine Pennant som helt ung i Arsenal. Foto: STEPHEN HIRD
Vis mere

Men han kom også selv i problemer som helt ung. For han måtte afhøres af politiet efter en voldsom episode foran fastfoodkæden Kentucky Fried Chicken. Mistænkt for at have været indbladet i et mord.

»Jeg stod udenfor en KFC med nogle venner i Nottingham i et område, der hedder Radford, da en anden gruppe fra et andet område pludselig dukkede op og skød efter os. En blev skudt, to blev stukket og en fik åbnet sit kranie med et baseball-bat. Jeg dukkede mig inde i KFC og gemte mig bag disken.«

»Da jeg kom ud, var alle forsvundet. Min ven kom og hentede mig 20 minutter senere, og vi fandt hurtigt ud af, at et medlem af det andet slæng var død. Så politiet kom og afhørte mig om det. De dukkede op i mit hjem og blev lidt overraskede over, at jeg stadig var i skole,« siger Jermaine Pennant.

Han er nu 35 år, og karrieren er ved at være forbi. Men Pennant nåede at få en god del Premier League-kampe, og han var også forbi Spanien for at spille for Real Zaragoza.