Han hedder Borg til efternavn, og han spiller tennis. Det efterlader en del pres på et par 15-årige skuldre, og for Leo Borg blev det pres sidste år for meget.
Björn Borgs søn valgte derfor at tabe en kamp med vilje i den franske turnering Les Petits As.
»Han var ikke forberedt på det. Jeg havde det dårligt, fordi han havde det forfærdeligt,« fortæller Björn Borg til New York Times.
Det, som Leo Borg, ikke var forberedt på, var et pludseligt udefrakommende pres. Ud af det blå skulle Leo Borg nemlig pludselig stille op til en pressekonference i den prestigefulde turnering, og da et hold fotografer fandt ud af, hvem hans far var, blev Leo Borg fulgt rundt på anlægget af kameraer. Folk ville have taget billeder og fulgte efter legendesønnen.
Og så græd jeg. Vi forsøgte at få ham til at dyrke en anden sport, bare så han ikke skulle sammenlignes med sin far.Patricia Borg, Leo Borgs mor
Det blev for meget. Han lod sig tabe i sin anden kamp, så han kunne komme hjem.
Men interessen for en af Sveriges største sportslegenders søn falder næppe. New York Times er taget til Sverige for at lave en større artikel om ham. Leo Borg har underskrevet en tøjaftale med Fila. Og han har spillet sin far som ung i filmen Borg vs. McEnroe.
Men familien har ikke altid været glad for, at Leo Borg valgte tennisvejen ligesom sin far.
Da han som 10-årig fortalte sin mor om sine planer, kunne hun ikke holde tårerne tilbage.
»Og så græd jeg. Vi forsøgte at få ham til at dyrke en anden sport, bare så han ikke skulle sammenlignes med sin far. Det ville være så meget nemmere,« siger Patricia Borg og udpensler.
»Jeg var bange.«
Men Leo Borg fortsatte, og han anses som en af Sveriges største tennistalenter lige nu. I sidste måned modtog han ifølge New York Times 100.000 svenske kroner for prisen som den bedste spiller under 16 år i landet. Det skete efter et år med fire finaler i de fire størst juniorturneringer i landet - med to sejre til følge.
Det er også noget, der efterlader et vist præstationspres. Det ved Björn Borg også godt.

»Han vil altid blive mindet om mig, og det er en slags byrde. Så jeg lægger ikke pres på ham, og jeg forsøger at sørge for, at det liv, han lever, ikke giver ham noget pres. Det er vores opgave. Det er vores måde at hjælpe ham. Så vil den eneste, der kan lægge pres på ham, være ham selv,« siger Björn Borg.
Og Leo Borg selv? Han tager det meget roligt.
»Jeg forstår det godt. Det generer mig ikke så meget. Jeg har altid vidst, hvem min far er,« siger Leo Borg.
Han virker ikke til at få bremsespor i underbukserne over, at han er søn af Björn Borg. Og ellers kan han nok få et par nye.


