Efter næsten syv år bliver Wilfried Zaha stadig konfronteret med rygterne.

»Den dag i dag møder jeg stadig folk, der tror, det er sandt - og jeg mødte ikke engang hans datter,« siger han.

Det gør fodboldspilleren i Rio Ferdinands YouTube-talkshow 'The Locker Room'. Her kommer de ind på, hvad der skete i Manchester United tilbage i 2013, da den dengang 19-årige Wilfried Zaha som et lovende stortalent kom til klubben.

Han var dengang den sidste spiller, som Alex Ferguson hentede til Manchester United, inden den legendariske manager sagde stop. I stedet overtog David Moyes ansvaret, og det gik ikke så godt.

Og Wilfried Zaha fik ikke lov at spille og pludselig opstod historier om, at det var fordi, han havde haft sex med managerens datter.

»Det var stressende. Jeg var 19 år, boede i Manchester og da der ikke var nogen begrundelse for, at at jeg ikke spillede, opdigtede folk selvfølgelig noget,« siger Wilfried Zaha i dag.

Sexrygterne blev dog ved og ved. Til sidst tweetede fodboldspilleren selv blandt andet, at han 'hverken havde datet eller i det hele taget mødt David Moyes' datter', og at han ønskede 'at stoppe alle disse falske beskyldninger'. Han slettede dog hurtigt beskederne igen.

For sent.

David Moyes (th.) i en samtale med Wilfried Zaha i sommeren 2013, da de begge lige var kommet til klubben.
David Moyes (th.) i en samtale med Wilfried Zaha i sommeren 2013, da de begge lige var kommet til klubben. NICOLAS ASFOURI

»Jeg kan huske, at jeg tweetede noget om det og kaldte det 'fjollede rygter', fordi det blev alt for meget. Jeg følte, at jeg måtte reagere, og så sendte klubbens pr-afdeling mig en besked, hvori der stod, at jeg ikke skulle have gjort det, og jeg tænkte bare 'I har overhovedet ikke hjulpet mig',« erindrer Wilfried Zaha.

Og det er den følelse, han i dag også står tilbage med. At Manchester United lod ham i stikken.

»Ingen i klubben fortalte mig noget som helst. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre,« siger Wilfried Zaha:

»Jeg var helt alene og havde det svært, fordi folk sagde, at jeg ikke spillede, fordi jeg havde været i seng med managerens datter..«

Han undrer sig også over, at David Moyes på intet tidspunkt kom over og talte med ham, fordi det 'fortsatte i så lang tid'.

Rio Ferdinand spillede dengang selv i Manchester United, og han kritiserer i samtalen også klubben for den måde, de håndterede situationen på.

»Jeg snakkede med dig dengang, og jeg mener, at klubben svigtede dig. Trænerne og ledelsen skulle have talt med dig og forsikret dig om, at du var uden skyld,« siger Rio Ferdinand i 'The Locker Room'.

WIlfried Zaha blev aldrig en succes for Manchester United. Han endte med kun at få to kampe for klubben, og blev lejet ud to gange - til Cardiff og hans tidligere klub, Crystal Palace - inden han i sommeren 2015 forlod klubben. Han vendte tilbage til Crystal Palace og har spillet der siden. I de seneste sæsoner har han endda været en stor profil i Premier League.