Hvem er den bedste spiller i Premier Leagues historie?

Det er et stort og svært spørgsmål, som Daily Mirror har sat sig for at besvare, inden Englands bedste fodboldrække bliver genoptaget i næste uge-

Mange ville sikkert gætte på, at Cristiano Ronaldo, der vidt og bredt anerkendes som en af de bedste fodboldspillere i historien, er et godt bud på en vinder i den kåring.

Men det er ikke tilfældet.

Den portugisiske superstjerne må se sig henvist til en tredjeplads på den prestigefyldte liste.

Nummer et er derimod en af Ronaldos gamle Manchester United-holdkammerater.

Valget er nemlig faldet på walisiske Ryan Giggs, der spillede hos United i imponerende 24 sæsoner.

»Fantastiske evner, sublime mål, langtidsholdbarhed og et svimlende medaljeregnskab, der formentlig aldrig vil blive matchet i engelsk fodbold, gør Ryan Giggs til den største stjerne i Premier League,« lyder noget af Daily Mirrors begrundelse.

CARL COURT

På andenpladsen kommer den tidligere Arsenal-stjerne Thierry Henry, som blandt andet nåede at vinde to mesterskaber og score 174 mål i 254 Premier League-kampe for ‘The Gunners’.

Nummer tre på listen er så altså Cristiano Ronaldo, som Manchester United købte i Sporting Lisabon i 2003 for cirka 100 mio. kr. Og han får følgende ord med på vejen:

»Det viste sig, at pengene var brugt fornuftigt. For da Ronaldo skiftede fra United til Real Madrid seks sæsoner senere, var det for et rekordbeløb på 700 mio. kr, og angriberen var på vej mod fodbold-udødelighed,« skriver Daily Mirror blandt andet om Ronaldo.

Hele listen ser således ud:

  1. Ryan Giggs (Manchester United)

  2. Thierry Henry (Arsenal)

  3. Cristiano Ronaldo (Manchester United)

  4. Roy Keane(Manchester United)

  5. Eric Cantona(Leeds og Manchester United)

  6. Paul Scholes (Manchester United)

  7. Alan Shearer (Southampton, Blackburn og Newcastle)

  8. Wayne Rooney (Everton og Manchester United)

  9. Sergio Aguero (Manchester City)

  10. Frank Lampard (West Ham, Chelsea og Manchester City)