Han har vundet Champions League to gange, spillet for Real Madrid og tjent millioner af kroner på sin fodboldkarriere.
Men i dag er det blot fjerne minder for den 33-årige tidligere portugisiske fodboldspiller Fabio Coentrao.
For hverdagen som feteret fodboldstjerne er for længst parkeret og skiftet ud med en ny tilværelse.
I stedet er han gået tilbage til rødderne. Han er født i en fiskerlandsby nord for Porto, og fiskeriet har altid været en del af ham. Nu er han selv blevet fisker og ejer tre både.

»Jeg er kommet her siden, jeg blev født. Min far havde en båd og var fisker. Jeg var tit ude med ham, og jeg elskede det. Når jeg havde tid eller ferie, kom jeg altid her, når jeg kunne. Mit liv var havet. Havet og fiskeri. Jeg vidste selvfølgelig, at fodbolden ville ende en dag, og at jeg skulle have en ny retning i livet. Min lykke er denne båd, og det er det liv, jeg vil leve,« siger han ifølge spanske AS.
Og ambitionerne er store. Lige så store, som da fodboldkarrieren var på sit højeste. Faktisk begyndte han allerede at planlægge fiskerdrømmen, mens han var aktiv.
»Når jeg bliver 40, vil jeg gerne have ti både. Jeg har en lang vej foran mig, men jeg er optimistisk i livet. Jeg tror meget på mig selv, og når vi snakker igen, har jeg ti både. Forhåbentligt,« siger han.
Han håber, at han kan lokke fremtidige generationer til erhvervet.
»Det er et job for kommende generationer. Livet til søs er ingen skam, som mange folk tror. Det er job som alle andre. Men det er ikke kun det. Havet er smukt, og vi har brug for det. Der skal være folk, der arbejder her, og de skal være respekteret ligesom i alle andre job.«
Coentrao stoppede sin karriere i januar 2020, hvor han sluttede af i klubben Rio Ave. Fra 2011 til 2018 spillede han for Real Madrid, hvor han havde sine mest succesrige år.
Han var også en fast del af det portugisiske landshold.


