Hej mor. Du er fyret.

Det er ikke sikkert, at det lige er sådan, at den franske fodboldspiller Adrien Rabiot har serveret nyheden, men ifølge avisen Sport er det i hvert fald budskabet fra Rabiot til sin mor.

Veronique Rabiot har længe fungeret som sin søns agent, men den kombination har ikke helt fungeret som ønsket for den 23-årige midtbanespiller. Han har længe været rygtet til Barcelona, og i januar lå det lige for, at et skifte skulle ske.

Men trods Barcelonas angiveligt fornemme tilbud med en høj løn og et markant engangsbeløb for at underskrive kontrakten blev skiftet ikke til noget. Og derfor har Adrien Rabiot altså nu valgt at kontakte en ny agent.

Veronique Rabiot, Adrien Rabiots mor og nu tidligere agent.
Veronique Rabiot, Adrien Rabiots mor og nu tidligere agent. Foto: FRANCK FIFE
Vis mere

Adrien Rabiot har kontraktudløb til sommer i Paris SG, og han har valgt ikke at forlænge med den franske storklub, som så i stedet har takket for det ved at sende midtbanemanden helt ud i kulden. Rabiot er end ikke med i parisernes trup.

Drømmen var skiftet til Barcelona, men den drøm er et godt stykke væk nu.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at Adrien Rabiot ikke længere er en prioritet for Barcelona. Spilleren og hans folks attitude har været nøglen til, at handlen er gået kold,« skriver den catalanske avis Sport.

Derfor er det nu op til Adrien Rabiot selv at genoptage kontakten til Barcelona, hvis det skifte nogensinde skal blive en realitet. Og vælger han selv at komme kravlende tilbage, kan han se frem til et noget mindre tilbud, end det første han fik serveret fra den spanske storklub, skriver avisen.

Adrien Rabiot.
Adrien Rabiot. Foto: Christophe ARCHAMBAULT
Vis mere

Barcelona var allerede i sommer klar til at betale 40 millioner euro - 300 millioner kroner - for Adrien Rabiot, men dengang afviste Paris SG at gå i forhandlinger.

Det kunne Adrien Rabiot og hans mor Veronique Rabiot så selv gøre i januar, da hans kontrakt udløber til sommer.

Men selvom alting stort set var på plads ifølge Sport, valgte Rabiots bagland igen og igen at komme med undskyldninger for ikke at færdiggøre aftalen.

Derfor står den 23-årige Paris SG-spiller til sommer uden kontrakt. Og derfor har han valgt at kontakte en ny agent og sige farvel til sin mor.