Professionelle fodboldspillere, cricketspillere og rugbyspillere.

Fælles for dem alle er, at de kvindelige engelske atleter konstant bliver bombarderet på sociale medier med penisbilleder.

Det skriver det engelske medie The i.

Og selvom det er en ulovlig handling, holder det ikke de anonyme brugere tilbage. Ifølge mediet oplever fodboldspillere fra den bedste engelske række –WSL – det så ofte, at de finder det urealistisk at skulle melde alle tilfælde. Mange af spillerne er i starten af 20erne eller yngre.

Advokaten Matt Himsworth, der specialiserer sig i digitale medier, afvikler kurser for kvindelige fodboldmandskaber, og han er rystet over problemets størrelse.

»Det var chokerende at høre de kvindelige atleter fortælle mig, at det er noget, der sker hele tiden. Det betyder, at sociale medier er et usikkert miljø,« siger han til mediet.

Han frygter, at problemet blot vil blive mere og mere tydeligt, i takt med at kvindefodbolden fortsætter sin eksplosive vækst.

Og han har en klar opfordring til de alteter, han er i kontakt med via sit firma.

»Det, vi siger til alle kvindelige fodboldspillere, rugbyspillere og cricketspillere, er, at det ikke er i orden, og at det ikke er acceptabelt. Det er en kriminel handling. Vores råd til spillerne er, at hvis du modtager beskeder, der gør dit liv uudholdeligt, så vil vi hjælpe dem i forhold til retsforføgelse,« siger Himsworth.

Senest er Liverpool-profilen Rinsola Babajide blevet ramt af den stigende chikane med racistiske og sexistiske beskeder på det sociale medie Instagram.

Historien kommer efter en tid med stigende fokus på hadbeskeder til atleter. Flere fodboldklubber overvejer et boykot af sociale medier i en periode i protest over chikanen.

Swansea, Birmingham og skotske Rangers er tre klubber, der allerede har gjort alvor af ordene ved at holde en pause på syv dage fra sociale medier.