Harder, faster, stronger!

Danmarks helt store kvindelige fodboldstjerne, Pernille Harder, er ikke overraskende blevet kåret til årets kvindelige fodboldspiller 2020 af de danske fans.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union på Twitter.

Pernille Harder fik overbragt nyheden i landhsoldslejren i aftes. Det skete under et holdmøde, hvor landsholdskammerat Stine Larsen overraskede Harder med nyheden. Se videoen herunder.

»Det har været et fantastisk år for mig personligt på klubholdet, men også dette fantastiske landshold. Vi har udviklet os som hold både på og uden for banen. Stort tak til jer alle sammen, for at I gør det muligt for mig at spille mit spil,« siger Pernille Harder, som også takker landsholdets stab og trænere.

Hæderen fra fansene skal ikke forveksles med Spillerforeningens pris som årets spiller. Spillerforeningens pris gives på baggrund af stemmer fra de danske elitespillere, og Pernille Harder har vundet den pris de seneste seks år.

28-årige Harder tørner til daglig ud for Chelsea, som i sommer gjorde danskeren til den dyreste kvindelige fodboldspiller nogensinde. Hun har haft et vildt fodboldår.

I en prisuddeling fra Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) blev Harder nummer to i konkurrencen om at blive årets spiller i verden i 2020.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) kårede hende som årets spiller i Europa i 2020, og hun fik også prisen som årets spiller i tysk kvindefodbold i sidste sæson.