Den går ikke.

To fodboldspillere fra den spanske fodboldklub Tenerife er taget på fersk gerning, da de fredag forbrød sig mod coronareglerne og gik på en ulovlig stripklub.

Det skriver Marca.

Der er tale om de to spillere Alberto Jimenez og Javi Alonso, som nu har fået klubben fra den næstbedste række i Spanien til at indlede en sag mod dem.

»Tenerife beklager dybt opførslen, som er uacceptabel uanset sammenhængen. Endnu mere med tanke på sundhedssituationen,« meddeler klubben.

Et lokalt politifoto viser, at de to unge herrer ikke var de eneste, der følte trang til at komme ud efter lukketid, som i øjeblikket er klokken 23 i Spanien.

Således blev 24 andre personer også anholdt i samme sag.

Samtidig var stedet ikke engang af lovlig karakter, og der blev røget indenfor, ligesom reglerne om at bære mundbind ikke blev fulgt. Ydermere blev der også fundet narko på stripklubben.

Tenerife ligger kun lige over nedrykningsstregen i Segunda Division efter 13. spillerunde.