En aktiv mandlig fodboldspiller er sprunget ud som homoseksuel.

26-årige Andy Brennan, der tidligere har spillet i den bedste australske fodboldrække, har tirsdag valgt at åbne op omkring sin seksualitet.

Det gør Brennan på sin Instagram-profil samt i en video, der blandt andet er publiceret hos mediet Herald Sun.

»Jeg har båret på byrden med at være homoseksuel så længe, og nu er jeg endelig kommet frem til, at jeg kan være åben omkring det, tale med folk om det, og at det er okay.«

»Det er noget, jeg har haft lyst til at dele med andre, der måske går igennem det samme,« siger Andy Brennan i videoen.

Andy Brennan har tidligere spillet for Newcastle Jets i den australske A-League og tørner i dag ud for Melbourne-holdet Green Gully i den næstbedste række.

Mandlige, homoseksuelle fodboldspillere er der bestemt ikke mange af i fodboldverdenen, og det hører i endnu højere grad til sjældenhederne, at de står frem, mens de er aktive.

Før Andy Brennan er det blot svenske Anton Hysén samt amerikanske Robbie Rogers og Collin Martin, der har spillet fodbold på topplan efter, de var sprunget ud.

Ellers er også tyske Thomas Hitzlsperger med 52 landskampe på cv'et sprunget ud, men dette skete først efter fodboldkarrieren.

Andy Brennan har tænkt meget over, hvorvidt han skulle stå frem eller ej, men efter at have stået frem over for holdkammerater har det vist sig at være bedre for ham, end han troede.

»Jeg har prøvet at gemme mig og skubbe det meget til siden på grund af, hvordan jeg troede, folk ville opfatte det. Jeg troede, at folk ville behandle mig anderledes eller ikke se mig for hvem, jeg er, hvis jeg kom ud. Jeg var altid bekymret for det. Men heldigvis har jeg gjort det, og jeg har aldrig haft det bedre,« siger Andy Brennan.

Videoen har han også delt på sin Instagram-side, og den kan du se herunder.