Voldtægtsforbryder.

Det er, hvad den tidligere fodboldspiller Alhaji Sesay blev kaldt af dommer Cullum under en spektakulær retssag, der sender den 22-årige fodboldspiller 10 år i fængsel.

Fængselsdommen kommer i kølvandet på voldtægtsanklager, som han nægter sig skyldig i. Der er tale om to voldtægtsepisoder på engelske natklubber.

I den ene sag er han dømt for forsøg på voldtægt og selve voldtægten, mens han i det andet tilfælde udelukkende handler om forsøg på voldtægt.

Senest var det i august 2020, hvor Sesay voldtog en kvinde på et toilet på Hart Lounge-klubben i Southgate i det nordlige London.

Sesay forgreb sig på kvinden og skubbede hende ind i en bås, hvor han voldtog hende.

Men allerede et år før forsøgte Bristol City-spilleren at gøre det samme.

Den 11. juli 2019 skubbede han også en kvinde ind på et toilet på en klub, denne gang i byen Bristol.

Videoovervågning viser Sesay træde ind på toilettet og kigge på kameraet, inden han kort efter forsøgte at forgribe sig på offeret. Det lykkedes dog kvinden at stikke af og slå alarm, hvorefter Sesay blev anholdt.

Under den nylige retssag ved Bristol Crown Court kom det yderligere frem, at det ene af Alhaji Sesays ofre i dag lider af psykiske problemer, men at de begge er stærkt påvirket af episoderne.

Ifølge dommeren benyttede fodboldspilleren sig af 'en overflade af charme og flirtende opførsel' for at komme i kontakt med de kvinder, han planlagde at voldtage.

Alhaji Sesay kom til Bristol Citys akademi i 2017 og har siden da været på en del lejeophold i de engelske rækker.

Han nåede at sidde på bænken for Sierra Leones landshold i tre kampe, hvor han var holdkammerat med den nuværende FCK-spiller Mustapha Bundu.