Den brasilianske legende Pelé faldt torsdag om i sit hjem og er blevet kørt på hospitalet.

Det skriver Mirror.

Den 77-årige tredobbelte verdensmester skulle ellers have været til London i weekenden for at overvære Football Writers’ Associations hædersaften, hvor det var planen, at netop Pelé skulle hædres for sin lange karriere.

I stedet har brasillianeren altså fået at vide, at han skal blive i Brasilien, så lægerne kan overvåge hans helbred.

»I de tidlige timer torsdag morgen faldt Pelé sammen og blev hastet til hospitalet, hvor han har undergået en række tests, der peger på, at kollapset skyldes udmattelse,« skriver FWA.

De skriver også, at der ikke burde være andet i vejen med Pelé end udmattelsen, og at de ønsker ham en god og hurtig bedring.

Selvom Pelé ikke er i stand til at deltage i sin hædersaften, har han alligvel bedt FWA om at gennemføre aftenen. Flere af Pelés venner har nemlig allerede taget turen til London for at overvære seancen.

Derudover lover FWA, at de optager aftenen og sender den til Brasilien, så Pelé ikke går glip af hædersaftenen.

Pelés helbred har i længere tid været skrantende. Til VM-lodtrækningen i Rusland ankom han i en kørestol, og da han i sidste uge var med til åbningsceremonien ved Carioca statsmesterskaberne i Rio de Janeiro ankom han med en rollator.

Pelé.
Pelé. Foto: MAURO PIMENTEL
Vis mere

Det har fået folk til at stille spørgsmålstegn ved den brasilianske legendes helbred.

I sin aktive karriere nåede Pelé at vinde tre verdensmesterskaber, ligesom han i alt scorede over 1000 mål.