Kasper Hjulmand står med et problem før lørdagens EM-premiere mod Finland i Parken. Og heldigvis er det et positivt et af slagsen.

For Brentford-stjernen Mathias Jensen har efter sin meget overbevisende indsats mod Bosnien i søndags meldt sig ind som kandidat til en plads i landstrænerens startopstilling. Men det skal i så fald ske på bekostning af én af landsholdets to midtbanekrigere – Thomas Delaney og Pierre-Emile Højbjerg.

Heldigvis for landstræneren fik han hjælp til dilemmaet i torsdagens premiereudgave af B.T.s EM-podcast – Fodbold EM. HØR HELE PROGRAMMET NEDERST I ARTIKLEN

Her drøftede popsanger Andreas Odbjerg og FC Nordsjællands cheftræner, Flemming Pedersen, Mathias Jensens rolle i lørdagens åbningskamp. Og begge var enige om, at Hjulmand i første omgang bør holde fast i duoen Delaney & Højbjerg.

»Jeg synes godt nok, at han så god ud i den seneste kamp. Der er sådan en ro på, når han er med i opspillet. Men nej, jeg tror som udgangspunkt, at vi kommer til at miste noget i den dynamik, som Delaney og Højbjerg har i presspillet,« lød det fra Andreas Odbjerg.

»Den umiddelbare fodboldfan ser det udefra og tænker måske 'årh, fedt – han (Mathias Jensen, red.) kan nogle ting offensiv'.«

»Men når man dykker lidt mere ned og ser, hvor stor en del, presspillet er af landsholdets spil – ser man at, mange af de spillere, som ikke er så ekstraordinære på bolden, spiller en vigtig rolle i presset.«

Og Flemming Pedersen var enig i den fynske hitsnedkers analyse.

»Jeg tænker, at han (Kasper Hjulmand, red.) skal tage udgangspunkt i stamspillerne, og så lade holdet forme sig derfra. Og så kan det sagtens være, at Kasper (Hjulmand, red.) får brug for en som Mathias i løbet af Finlandskampen,« vurderede Flemming Pedersen, der altså – hvis han havde ansvaret for landsholdet – ville starte med sin tidligere FCN-juvel Mathias Jensen på bænken.

»Ja, det ville jeg. Og det tror jeg også, at Hjulmand gør.«