Den tidligere bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment, Flemming Østergaard, kan nu også kalde sig for oldefar.
Han røber selv nyheden på Facebook.
Her har han lagt et billede op af sit barnebarn Nikoline og babyen efter fødslen af den lille dreng, der kom til verden på juleaftensdag.
»Verdens bedste julegave, Nikoline fødte for et par timer siden en skøn dreng, Viggo Flemming. Skal lige vænne mig til at være blevet oldefar,« skriver han begejstret med udråbstegn.
Flemming Østergaard bliver oldefar i en alder af 78 år, og han når det altså lige i 2021.
Et år, der slutter med en dejlig nyhed, efter han ellers for kun en måned siden kunne bande den sidste del af året væk.
Her blev han nemlig ramt af coronavirus, fortalte han ligeledes på Facebook.
»Trods modtagelse af tredje vaccination er jeg desværre ramt. Pas på hinanden derude,« skrev han i et opslag, hvor han havde vedlagt et billede af det positive testsvar.



