FC Midtjylland vil i et europæisk gruppespil tre gange inden 2020, og torsdag aften bliver de store midtjyske armbevægelser og ambitioner for alvor testet.
De midtjyske mestre har i de seneste år ikke været bange for at stikke snuden frem og ytre målsætninger, som konkurrenterne har fnyst af. Men med et dansk mesterskab i sidste sæson blev der sat handling bag ordene, og det kan igen være tilfældet, når en stor europæisk opgave venter i form af Southampton i Europa League-playoff.
FC Midtjylland formåede ikke at fuldføre drømmen om Champions League, efter man blev slået ud af APOEL, og selvom man langt fra er favorit mod Southampton, kan man godt antyde, at klubben er under pres til at levere i Europa.
»Det vidste jeg, da jeg gik ind til jobbet. Det er en målsætning, jeg lever godt med. Vi skal have store ambitioner. Ellers tog jeg heller ikke til Midtjylland, men når vi er et dansk hold, som ikke har opbygget nok point i Europa, kræver det, at vi på et tidspunkt kommer igennem nåleøjet. Det må gerne være nu,« lyder det fra cheftræner Jess Thorup.
Jakob Poulsen er blandt klubbens rutinerede kræfter, og han var også med i sidste sæson, da man floppede i Europa mod Panathinaikos. Han lever fint med de store ambitioner.
»Vi vil også vildt gerne i gruppespillet, og vi vil gøre alt for at det lykkes. Klubben har jo også meldt ud, at den vil i gruppespillet tre gange inden 2020, så det er jo ikke hvert år, man regner med det, men selvfølgelig går vi efter det,« siger han.
Poulsen mener ikke nødvendigvis, at holdet har brugt den europæiske erfaring fra de senere sæsoner godt nok.
»Vi dummede os mod Panathinaikos på udebane, og vi gjorde det sværere for os selv. Men om vi er bedre rustet, det ved jeg s'gu ikke. Vi har ikke vist det indtil videre, men lad os håbe, vi kan gøre det mod Southampton,« siger han.
En, der står for skud, når målsætningerne skal vurderes, er sportsdirektør Claus Steinlein. Han mener, klubben er inde i en europæisk proces.
»Vi har sagt tre gruppespil inden 2020, og det er ligesom, da vi skulle vinde det danske mesterskab. Det er noget, vi arbejdede med i mange år, mens vi blev bedre og bedre og kom tættere og tættere på. Det samme gør sig gældende for gruppespillet. Vi var ikke gode nok mod APOEL, men nu har vi en chance mod Southampton,« siger sportsdirektør Claus Steinlein.
Steinlein er ikke meget for at indrømme, at det nager ham, at klubben ikke gik videre mod APOEL i Champions League-kvalifikationen. Han er dog lidt irriteret.
»Når man ser, at APOEL har tabt 0-1 på udebane til Astana, så er det klart, man tænker: Bare det var os, der skulle spille tirsdag eller onsdag og ikke torsdag. Den irritation skal vi bruge mod Southampton, det skal vi bruge til at forbedre os, for selvfølgelig er vi irriterede,« siger Steinlein.
En ting er målsætningerne på administrationsgangene, noget andet er spillet på banen. Her er FCM-træner Jess Thorup i fuld gang med at analysere den engelske modstander, men han er ikke helt glad for, at Southampton i weekenden hjemme tabte 0-3 til Everton.
»Jeg ved ikke, om jeg kunne lide det så meget. Holdet er under lidt mere pres efter nederlaget, havde de vundet, var de måske lidt mere afslappede mod os. Men jeg så et par ting, som jeg måske synes, vi kan gøre brug af mod Southampton,« siger Thorup, der har ét bestemt scenarie i hovedet før kampen.
»Jeg er glad for at starte på udebane, for jeg tror, det vil give os den bedste mulighed for et godt resultat. De ved ikke så meget om os. Vi ved lidt mere om dem. Alle følger med i Premier League i Danmark, hvor det er en stor liga. Forhåbentlig kan vi score et mål og fuldføre drømmen om gruppespillet.«
