Der var tacklinger, hvis smæld kunne høres helt oppe på The Kops række 94. Og der var nærkampe, hvor der ikke blev taget nogle gidsler.

FC Midtjylland havde ikke tænkt sig at give op uden kamp, da de danske mestre tirsdag aften skulle møde selveste Liverpool på Anfield i Champions League.

Og midtjydernes fysiske indsats så i perioder ud til at frustrere Liverpool-spillerne, der blandt andet måtte se stjernen Fabinho udgå med en skade.

Men FCM-anfører Erik Sviatchenko føler ikke, at danskerne gik over stregen.

Foto: PHIL NOBLE
Vis mere

»Jeg føler ikke, at vi var svinske. Vi viste karakter. Det er ikke sjovt at møde et hold, der kommer buldrende, og det gjorde vi langt hen ad vejen. Det var måske det, de oplevede.«

Han ærgrede sig over 0-2-nederlaget - for sensationen var ikke langt væk. Og den ærgrelse delte han med holdkammeraterne.

»Vi havde den præstation, der skulle til for at lave en sensation.«

»Der var en mut stemning i omklædningsrummet af en eller anden grund. Man ville jo godt have chokeret hele verden som underdogs,« siger FCM-anføreren.

Foto: JON SUPER
Vis mere

»Vi må tage de gode ting med videre til Ajax-kampen, hvor vi forhåbentligt kan få noget med os.«

Sviatchenkos holdkammerat Anders Dreyer havde i kampen to store muligheder, som kunne have grundlagt sensationen. Men der er ingen bitterhed fra holdkammeraterne over de brændte chancer.

»Han er skuffet over, at han ikke scorede. Når man er så dygtig, som Anders er, så vil man rigtig gerne score - især her på den allerstørste scene.

»Men der er lige en målmand derinde, som skal passeres, og vi bebrejder ham ikke. Vi er tværtimod glade for, at vi kommer til chancer på Anfield,« lyder det fra Erik Sviatchenko.