Det tyske temperament slog gnister under Liverpools 2-0-sejr på Anfield over FC Midtjylland.

Cirka halvvejs i første halvleg lavede midtjydernes Jens Lys Cajuste et hårdt frispark i midtercirklen. Og efterfølgende skældte en tydeligt rasende Liverpool-manager Jürgen Klopp ud på FCM-træner Brian Priske, der stiltiende tog imod tyskerens hug.

Efterfølgende forklarede Priske, hvad Klopp var blevet så tosset over.

»Han følte, at jeg gestikulerede, at det var godt, at Jens lavede det frispark.«

Foto: PETER BYRNE
Vis mere

»Han var ude på at beskytte sin spiller, og det er helt fair. Fra min synsvinkel handlede det om hylde Jens for hans arbejdsindsats og aggressivitet.«

»Det var jo tydeligt for alle, at der var frispark og gult kort.«

Har du talt ud med Klopp?

»Nej, det har jeg ikke lige.«

Foto: PETER BYRNE
Vis mere

Liverpools verdensberømte manager nedtonede dramatikken på det pressemødet efter kampen.

»Nej, de gik ikke over stregen. jeg elskede, hvad Midtjylland gjorde i aftes. I den situation gik diskussionen på, om det var et frispark. Måske kunne min kollega ikke se det - og fejrede situationen i stedet,« lød det diplomatisk fra Klopp.

»Det var en diskussion og intet andet - og jeg håber virkelig, at I ikke har besværet ham (Brian Priske, red.) med spørgsmål om det. For det var ingenting.

»Nej, Midtjylland gik ikke over stregen. De var hårde, og sådan er fodbold. Ingen skal bekymre sig om det.«