Wrooom!

Det har været et halvt år med 160 kilometer i timen i overhalingsbanen for Mikkel Kaufmann, der netop er fyldt 19 år.

I sommer blev han rykket permanent op i AaB's senior-trup,  kort efter havde han scoret sig ind i bevidstheden hos alle superliga-følgere, og fredag blev han købt fri af FC København for et stort millionbeløb.

»Det er gået stærkt. Det må man sige,« fortæller Mikkel Kaufmann med klassisk nordjysk underspillethed.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det er i det hele taget en fodboldkomet med fødderne godt og grundigt plantet i den nordjyske muld, der til sommer tager turen til den danske hovedstad.

»Min familie er fra Hjørring. Jeg bor i Aalborg i hverdagene, men jeg er hjemme i weekenderne, og mor vasker stadig tøjet.«

»Så det bliver første gang, jeg skal stå helt på egne ben, når jeg flytter til København,« siger angriberen.

Der er i det hele taget en høj koncentration af sportstalent i Kaufmann-familien. Mikkels tre brødre er også bidt af konkurrence.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Min storebror spiller amerikansk fodbold. Han er faktisk på landsholdet - eller det var han, inden han blev skadet. Han er på vej tilbage.«

»Mine lillebrødre dyrker også sport. Men det er fortsat lidt mere på hygge-niveau. De er ikke så gamle. Den ene har spillet meget badminton, men han cykler og løber nu. Og den anden spiller håndbold og fodbold.«

Er det noget med, at I næsten har spist jeres forældre fra hus og hjem?

»Hehe, ja. Der var på et tidspunkt en historie om, at vi drak meget mælk. Jeg ved ikke, hvordan folk har fundet af det.«

»Men der var en overgang, hvor vi alle fire drenge spiste hjemme hver dag - og der husker jeg da godt, at vi havde nogle snakke omkring, at madbudgettet var skyhøjt.«

Og nu skal Mikkel Kaufmann så til de danske mestre fra FC København, der ser et stort lys i 'himmelstormeren fra Hjørring'.

Hvad tænkte du, da du hørte om FCK's interesse?

»Jeg synes, det lød spændende. Og jeg ville gerne høre lidt mere om. Og løbende blev klubberne - uden at jeg fik noget at vide - enige.«

»Og derefter sagde de til mig, at nu var det en reel mulighed, og at jeg nu skulle tage stilling.«

»Og så fandt vi frem til en aftale, som både AaB, FCK og jeg selv var rigtig glade for.«

Ville du gerne være skiftet allerede nu, eller er det glad for løsningen med endnu et halvt år i Aalborg?

»Ja, det er selvfølgelig dejligt at få chancen for at slutte godt af i AaB. Og så kan jeg også nå at få min studentereksamen til sommer. Så det er rart at få sluttet det hele ordentligt af. Det ser jeg frem til.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Var det svært at træffe beslutningen om at skifte væk så tidligt i din karriere?

»Jeg har tænkt rigtig meget over det. Og har overvejet alle scenarierne. Men jeg synes, at jeg har fundet frem til en god løsning.«

Vi hører om en pris i laget 20 til 25 millioner kroner? Hvad tænker du om, at du nu er en meget dyr fodboldspiller?

»Det tænker jeg egentlig ikke over. Det er noget, som klubberne står for. Og det har jeg egentlig ikke rigtig nogle kommentarer til selv.«

Hvad har Ståle Solbakken sagt om hans planer med dig?

»Hans plan er, at jeg skal udvikle mig her i AaB det næste halve år, og så glæder han sig til at videreudvikle mig til sommer, når jeg kommer derovre.«