På vej væk. Ikke god nok. For svingende.

Sotirios Papagiannopoulos fik ikke plastret de bedste mærkater på sig i sit første år i FC København. Han sad og ventede på sin chance bag Andreas Bjelland og Denis Vavro, og når han endelig spillede, kom han væltende ind i modstanderne, så det ikke var til at tro, at han skulle have været en profil mod klubber som Arsenal, Hertha Berlin og Athletic Bilbao.

Men det var han altså, da svenske Östersunds FK havde en mirakelsæson i Europa League. Og det var en af grundene til, at han blev købt af FC København.

I sommer var rygterne til gengæld mange om, at han var på vej retur til Sverige for at få mere spilletid. Og der var noget om snakken.

FCK's Sotirios Papagiannopoulos, Pieros Sotiriou og Viktor Fischer ved 2-1-målet i Europa League-kvalifikationskampen mellem FC København og Riga FC i Parken i København torsdag den 22. august 2019. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
FCK's Sotirios Papagiannopoulos, Pieros Sotiriou og Viktor Fischer ved 2-1-målet i Europa League-kvalifikationskampen mellem FC København og Riga FC i Parken i København torsdag den 22. august 2019. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Liselotte Sabroe

Overvejede du på et tidspunkt at søge væk i løbet af sommeren, da du ikke vidste, om du skulle spille?

»I starten. Selvfølgelig vil jeg gerne spille, og jeg kiggede på, om der var nogle andre muligheder. Men jeg synes, at den bedste mulighed og beslutning var at blive her,« siger Sotirios Papagiannopoulos.

Indtil videre ser det ud til at have været en god personlig beslutning for ham at blive i FC København. For selvom Victor Nelsson gik ind og overhalede ham direkte, så blev Andreas Bjelland skadet, og det åbnede for mere spilletid for svensk-grækeren, der kan være med til at spille FCK i Europa League torsdag aften mod Riga.

Spilletiden har han i de seneste kampe kvitteret for med et niveau, der pludselig fik FC København-skiftet til at give mening. Og han erkender, at tiden på bænken ikke har været sjov.

Claus Bech

»Det har været frustrerende, for jeg spillede på et godt niveau i Sverige. Jeg ville vise det samme niveau her, men jeg følte, at jeg ikke fik det samme frem. Det var ikke så godt at være lidt ude og inde. Men nu er det perfekt,« siger Papagiannopoulos, som aldrig selv har tvivlet på sine evner, da de fleste andre gjorde det.

»Jeg vidste godt, at jeg var en god fodboldspiller. Og jeg er sikker på, at Ståle og klubben også godt vidste det i forvejen, for de ville jo have mig hertil. Så det har ikke været et problem for mig. Men nu spiller jeg, og holdet vinder, så alting er nemmere.«

FC København får ikke nødvendigvis brug for en sejr torsdag aften, for den første kamp i playoff-runden endte med en 3-1-sejr til de danske mestre over Riga FC.

Så hvis Papagiannopoulos kan være med til at holde målet rent, er der igen i år Europa i udsigt for ham selv og FC København.