Ved du, hvem der vandt Europa League sidste år?

»Europa League sidste år? Nu tager du mig på sengen… Det gjorde… Det var to engelske. Chelsea slog Arsenal.«

Hvem vandt Champions League?

»Det gjorde Liverpool.«

Det ene svar falder prompte fra FC Københavns Rasmus Falk. Det andet. Tja, knap så hurtigt. Og det fortæller meget godt forskellen på Europas førsteklasse og Europas monkeyclass.

Men for FC København er torsdagens kamp mod Riga FC alligevel mere end almindeligt vigtig, understreger Rasmus Falk efter lige at have sundet sig over den fælde, han blev lokket i..

»Det er et setup, du laver på mig. Jeg kan godt lide det setup, du laver der. Men jeg så faktisk ikke Europa League-finalen sidste år, men jeg så Champions League-finalen på min ferie, kan jeg huske,« siger Rasmus Falk med et stort smil på læben og fortsætter.

»Men det er jo rigtig nok. Det ville være at lyve at sige, at der ikke var mere opmærksomhed på Champions League, end der er på Europa League. For os er det stort, hver gang vi kan kvalificere os til en europæisk turnering. Selvom vi har været ret dygtige til det, og det er en målsætning, er vi ret glade for, når det lykkes. Vi går altid efter det ypperste, men når vi ikke kan få det ypperste, så tager vi det, vi kan få.«

Foto: Claus Bech
Vis mere

Også FCK-forsvareren Sotirios Papagiannopoulos skal lede efter svaret på sidste års vinder af Europa League, men Viktor Fischer er til gengæld ikke et sekund i tvivl.

»Ja, det ved jeg godt. Det gjorde Chelsea,« siger Viktor Fischer og pointerer, hvorfor Europa League betyder noget i FC København.

»Man kan overhovedet ikke sige, at Europa League er en ligegyldig turnering. Der er flere ting, der spiller ind i forhold til, at det ikke er ligegyldigt. Rent økonomisk er det meget vigtigt for klubben. Det er også vigtigt sportsligt for os at være med. At vi ikke kun spiller Superliga, men også har en anden motivation. For klubber som os er det helt ideelt at spille i Europa League. Så ved jeg ikke, hvad de svarer i Chelsea, hvis du spørger der,« lyder det fra FCK-profilen.

Han og FC København skal forsøge at slå Riga FC ud torsdag aften. Den første kamp endte 3-1 til de danske mestre i Telia Parken.