FC København har tidligere døjet med at finde den perfekte straffesparksskytte - og tirsdag aften resulterede et nyt brændt straffespark i et FCK-mareridt.

Det var indskiftede Jordan Larsson, der fik ansvaret på sig af cheftræner Jacob Neestrup, og det var der en særlig grund til, forklarede cheftræneren på pressemødet på Old Trafford efter Uniteds 1-0-sejr.

»Det stod mellem ham eller Kevin, og jeg prioriterede friske ben. Så det var det, der var årsagen,« svarede Neestrup, da B.T. spurgte til, hvorfor den netop indskiftede svensker fik ansvaret på sig.

Som bekendt blev et noget forkølet spark brændt på United-målmanden Onana, og det efterlod Larsson tom og knust på banen, hvor holdkammerater og cheftræner hurtigt ilede til.

Foto: Paul Ellis/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg har givet ham et kram, som alle hans holdkammerater har. Ellers er han en professionel fodboldspiller, og der er jo ikke nogen, der bebrejder ham, selv om det er klart, han er skuffet og ked af det. Det er desværre en del af gamet, at der bliver brændt straffespark.«

»Så han har fået en krammer, og så håber jeg, at han kan finde et lille smil frem, når vi mødes på træningsbanen på torsdag,« siger Jacob Neestrup, der for tredje Champions League-kamp glippede et strålende resultat i afslutningen af en kamp.

»Jeg er ret afklaret, for jeg er desværre blevet trænet lidt i det her i de sidste Champions League-kampe.«

»Så lige nu ser jeg det positive ting i det, men om et par timer i flyet, så vil jeg tænke på, hvor tæt vi var på at få et vigtigt point.«

Foto: Dave Thompson/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Men at vi taber i dag, det ændrer ikke på vores ambition om at spille europæisk fodbold efter jul, og vi SKAL kunne gøre det til en meget, meget kompetitiv kamp igen i Parken om 14 dage, hvor jeg har en stor tro på, vi kan gøre det mindst så svært, som vi gjorde det for Bayern München,« siger Neestrup, der på B.T.s spørgsmål forklarede, hvorfor han først skiftede ud efter 76 minutter af en kamp, hvor FCKerne så trætte ud i løbet af anden halvleg.

»Vi havde en periode på 12-15 minutter, hvor vi blev presset, da vi kom ud til anden halvleg. Men vi kom ud på den anden side og endte med at få en rigtig, rigtig god periode i fem-seks minutter, lige inden de scorede.«

»Og det var den periode, der gjorde, at vi ventede,« siger Neestrup, der understregede, at han havde været skuffet, hvis FCK ikke havde været tæt på et resultat mod Manchester United.

FCK er efter tre kampe i Champions League-gruppespillet sidst med ét enkelt point - Manchester United har tre point, Galatasaray fire og Bayern München har ni.

Her kan du læse B.T.s dom og karakterer fra opgøret i Manchester.