FC København skal spille med om mesterskabet igen til næste sæson, men det bliver ikke med et nyt kuld af store stjerner.

»Først og fremmest skal vi udvikle vores eget hold, sådan som Brøndby og FC Midtjylland dygtigt har gjort, og så må vi se, om vi skal have en eller to nye spillere, men det er ikke det primære,« siger Ståle Solbakken.

»Det handler meget om mentaliteten og om, at de spillere, vi har, skal tage et større ansvar. Der er spillere i truppen, der helt naturligt vil stige op i hierarkiet, når de har været her lidt længere. Viktor (Fischer, red.), Zeca og selvfølgelig Erik Johansson, som endelig er tilbage efter sin skade, vil etablere sig i et nyt hierarki og tage endnu mere ansvar, end de har gjort indtil nu,« siger Ståle Solbakken.

Så uden de store indkøb vil I kunne udfordre Brøndby og FC Midtjylland til næste år?

»Helt sikkert!«

I mister sandsynligvis nogle spillere; Ankersen, Robin Olsen og Santander – de skal vel erstattes?

»Ja, de skal erstattes med topkvalitet, men indtil nu er det jo ikke sikkert, de bliver solgt. Robin Olsen skal sælges, og ham har vi hentet afløseren for i Jesse Joronen. Peter Ankersen vil også gerne sælges, men vi skal have nogle gode penge for ham, og så er der Santander, som vi selvfølgelig har en dialog med om hans fremtid, men der er også en del spørgsmål; Hvor stærk bliver han efter sin skade? Lige nu er han ikke på 100 procent. Hvad kommer der af bud? Det er nogle, vi ikke ved,« siger Ståle Solbakken.

 
FCK var ovenpå i store dele af derbyet, men Brøndby beviste, hvorfor de ligger i toppen af tabellen med et flot comeback i anden halvleg.
Vis mere

Med Erik Johansson tilbage i truppen mod AaB for første gang siden august, da han pådrog sin en korsbåndsskade, er der både større bredde og fornyet kvalitet i midterforsvaret, der har været udsat for en markant kritik, men som i Ståle Solbakkens øjne er vokset markant gennem sæsonen.

»De har udviklet sig rigtig godt. Nogle gange så de lidt stressede ud, men de er begge to blevet meget mere rolige på bolden og fremstår som to helt andre spillere, end de var for et år siden. Specielt Denis (Vavro, red.) har udviklet sig, for han er ung og kom jo uden at have spillet rigtig store kampe inden. Nu har de spillet en hel sæson, og i deres allerførste sæson har de trods alt været med til både at gå videre til et gruppespil og derfra videre fra gruppespillet i Europa,« påpeger Ståle Solbakken.