Robert Skov spillede mandag sin første kamp for FCK, og han var meget skuffet efter nederlaget til Zenit.

Fodboldspilleren Robert Skov var mildest talt utilfreds, efter at han mandag fik sin uofficielle debut for FC København.

Spilleren, som FCK i sidste uge hentede i Silkeborg, var med i lidt over en time, da de danske mestre tabte 0-5 til russiske Zenit St. Petersborg.

Det skete i en træningskamp i Dubai.

»Det er pisse irriterende at tabe 0-5,« siger han til FCK's hjemmeside.

»Vi laver alt for mange dumme fejl og giver alt for mange chancer væk, som gode hold udnytter, og det er Zenit.«

»Hvis vi havde været lidt mere fokuserede og skarpe og holdt dem væk fra alle de chancer, så havde vi også fået et bedre resultat.«

LÆS OGSÅ: FCK henter ligalandsholdsspiller i Superligaen: Så meget koster han

»Jeg synes egentlig, vi er okay på bolden og har meget okay spil, men det er selvfølgelig meget lige-ved-og-næsten, hvor vi mangler det sidste,« siger Robert Skov.

Han og FCK får mulighed for at revanchere sig på torsdag.

Her møder holdet kinesiske Guangzhou Evergrande.

/ritzau/