Atiba Hutchinson er en legende blandt mange FC København-fans.
I Tyrkiet er den canadiske midtbanespiller også en ekstremt afholdt mand, men det er lige før, han bliver overgået af sin egen søn Noah. Det var helt tydeligt, da Atiba Hutchinson mødte op til FC Københavns træning på stadion i Istanbul inden torsdagens Europa League-opgør.
For den lille knægt med det krøllede hår blev interviewet af flere tv-stationer, og det var også ham, der skulle tages selfies med af de tyrkiske journalister. Og det er der en særlig grund til.
Noah Hutchinson er nemlig blevet lidt af en fandarling, efter flere videoer af ham er blevet lagt på de sociale medier af far Atiba Hutchinson. Her fortæller Noah oftest om sin kærlighed til Besiktas på den ene eller anden måde.

Og så taler han ikke mindst tyrkisk. Men onsdag aften var han altså iført en FC København-trøje.
»Jeg har givet ham en FC København-trøje på for at støtte min gamle klub selvfølgelig,« siger Atiba Hutchinson og understreger, at sønnike også selv var med på idéen..
»Han ville faktisk gerne selv. Inden vi kørte, spurgte han: 'Hvor er min FCK-trøje?'. Så fik han den på, og han er glad for den.«
37-årige Atiba Hutchinson spiller stadig for Besiktas, men han holder også med den klub, som han spillede i fra 2006 til 2010.
»Jeg følger dem en del. Nu er der ikke så mange spillere tilbage fra, da jeg var der. Jeg tror kun, der er to – N’Doye og Bryan Oviedo. Men Ståle og et par andre fra staben er der endnu. Jeg havde nogle gode tider i Danmark. Mange gode minder.«
»Jeg var meget glad for det. Så da jeg fandt ud af, at de kom hertil, måtte jeg møde op og give dem noget støtte,« siger Hutchinson.
Han blev også mødt med stor glæde fra både Ståle Solbakken og Dame N'Doye.
»Jeg tror, de er lidt glade for at se mig. Jeg har ikke set nogle af dem i et stykke tid. N'Doye ser jeg i ny og næ, men Ståle har jeg ikke set i mange år. Det var godt at se dem og tale lidt med dem. Og også at have min knægt med herude for at se træningen.«
Er Ståle Solbakken stadig den samme, eller er han blevet mere mild?
»Han er mild nu, fordi han ikke træner mig mere, haha. Han er den samme. En god fyr, som jeg har meget respekt for. Han har næsten været som en far for mig. Han hjalp mig på et meget vigtigt tidspunkt i min karriere og min udvikling,« siger Atiba Hutchinson, der stadig nærer store følelser for FC København.
»Klubben betyder meget. Jeg har mange minder derfra. Det var første gang, at jeg som fodboldspiller vandt mesterskaber på et højt niveau. Det er næsten som et hjem uden for hjemmet for mig. Jeg nød ethvert øjeblik der, og jeg har mange gode venner der.«