Selskabet bag FCK – Parken Sport & Entertainment – har indstillet Allan Agerholm som afløser for formand Bo Rygaard.

Det skriver man i en pressemeddelelse.

Agerholm indstilles som bestyrelsesmedlem med henblik på at blive konstitueret som formand, hvis generalforsamlingen 19. april godkender indstillingen.

I marts kom det frem, at den nuværende formand Bo Rygaard ville stoppe sit hverv i Parken.

Bo Rygaards afløser er fundet.
Bo Rygaards afløser er fundet. Foto: Emil Helms
Vis mere

»Parken Sport & Entertainment er et vidunderligt sted, og det har været en stor glæde for mig at arbejde for selskabet i seks år,« lød det fra Bo Rygaard, der tilføjede:

»Men det er også en ganske arbejdsintensiv post, hvorfor jeg i respekt af Parken Sport & Entertainment nøje har vurderet, at jeg ikke kan fortsætte med at levere den tid som kræves, og som alle involverede fortjener.«

56-årige Allan Agerholm stoppede i december som direktør for BC Hospitality Group, der blandt andet ejer Bella-centeret.

Agerholm er i forvejen blandt andet bestyrelsesformand for Hotel- og Restaurantskolen og administrerende direktør hos sit eget firma Sustainable Hospitality Consult.

Selvom Bo Rygaard stopper i Parken Sport & Entertainment, oplyste han ved nyheden om sin fratrædelse, at han fremover vil være tilknyttet som rådgiver.